Forsikring og turisme i fokus

Et generelt stille marked i Europa, hvor børsen i London desuden var lukket, prægedes af omstændighederne vedrørende naturkatastrofen forårsaget af jordskælvet under Det Indiske Ocean.

For de selskaber, som kan og vil blive påvirket af katastrofen, var det endnu for tidligt i løbet af mandagen at estimere på omfanget af en eventuel resultatpåvirkning.

Ganske naturligt tog investorerne dog deres forholdsregler og sendte, som følge af den velbegrundede usikkerhed, aktier inden for forsikring, luftfartsselskaber og aktier relateret til rejseaktivitet ned i kurs. I Tyskland var Münchener Rückversicherung blandt de ti aktier, der oplevede størst fald, ligesom den verdensomspændende rejsekoncern TUI, hvori Star Tour indgår, blev handlet lidt ned. My Travel har hovedbørs i London, hvor børsen var lukket.

I Sverige var Ticket Travel Group sammen med SAS blandt de aktier som oplevede de største kursfald.