Forsikring mod pirateri er lukket land

Virksomhederne kan forsikre sig mod pirateri, men de færreste vil tale om det. De frygter, det kan skabe flere angreb mod danske firmaer.

Forsikringer mod pirateri findes, men de færreste vil tale om dem. Man frygter, at for megen snak om emnet kan øge piraternes lyst til at gå efter virksomheder med det rød-hvide dannebrogsflag.

Hos Marsh, international virksomhed inden for forsikringsmægling og risikorådgivning, fortæller man, at de danske rederier og andre virksomheder, der færdes i risikofyldte områder, benytter sig af særlige forsikringer.

- Danske virksomheder med eksponering i de farlige dele af verden tegner ofte en kidnapnings- og afpresningsforsikring, som også gælder ved kapring. Men det er heldigvis sjældent, at danske virksomheder får brug for kidnapningsforsikringen. Det er langt oftere, at de bliver udsat for afpresning, fortæller afdelingsleder i Marsh Bernt Sandell til Ritzau.

Som eksempel fortæller han, at en større dansk virksomhed med global eksponering har tegnet en forsikring med en sum på 50 millioner kroner for cirka 72.000 kroner om året i tre år./ritzau/