Forrygende salgstal for H&M

Den svenske tøjkæde Hennes & Mauritz har igen ramt plet med den seneste kollektion. Salget i november var klart bedre end forventet og aktien stiger.

Salgstallene for Hennes&Mauritz (H&M) steg i november med 24 procent, sammenlignet med tal fra samme måned sidste år. Analytikerne havde regnet med en stigning på 18,9 procent, skriver det svenske erhvervsblad Dagens Industri.

"Det er delvist en Lagerfeld-effekt, vi bedømmer at den står for 5-6 procent af den totale stigning på de 24 procent. Vi var optimistiske og trode på en stigning på 21 procent, men det blev endnu bedre, Anna-Karin Envall, analytiker for Handelsbanken Capital Markets til Dagens Industri.

Den seneste stigning i salgstallene modtages med åbne arme i H&M. Kæden har i en periode præsenteret en salgsstatistik der kun i bedste fald var på højde med forventningerne.

"Sidst H&M præsenterede så gode tal var for to år siden", siger Anna-Karin Envall.

H&M er en ekspansiv tøjkæde med over 28.000 ansatte, som arbejder i de godt 1.000 butikker kæden har åbnet i 19 lande verden over.



sbh@berlingske.dk