Forperson for stor fagforening går på orlov: Store problemer i samarbejdet med ansatte

Forperson for DM Camilla Gregersen går på orlov. Hun siger, at hun imens vil »opsøge rådgivning for at blive klogere på, hvordan jeg kan forbedre mit lederskab«.

Camilla Gregersen er forperson for DM. Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix

Efter en nyligt foretaget arbejdspladsvurdering har forperson for DM – tidligere Dansk Magisterforening – Camilla Gregersen valgt at gå på orlov. 

Det skriver DM i en pressemeddelelse

»Jeg har i går orienteret vores hovedbestyrelse om, at jeg går på orlov. Baggrunden er, at vores seneste APV (arbejdspladsvurdering, red.) i DM viser udfordringer i samarbejdet mellem medarbejderne og den politiske ledelse,« skriver Camilla Gregersen i pressemeddelelsen. 

»Det har jeg som forperson en central rolle i, og det tager jeg meget alvorligt. Intet ligger mig mere på sinde, end at DM’s medarbejdere har et godt og trygt arbejdsmiljø.«

DM har nu nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med tiltag til, hvordan samarbejdet mellem den politiske ledelse af fagforeningen og de sekretariatsansatte kan forbedres. 

»Denne situation er ikke særlig sjov at stå i, men det er meget værre ikke at tale om problemerne og handle på dem. Vi skal i fagbevægelsen gøre det, som vi beder andre arbejdspladser om,« skriver Camilla Gregersen. 

»Jeg tager orlov for at sikre de bedst mulige vilkår for, at arbejdsgruppen kan finde gode løsninger. Jeg vil i min orlovsperiode opsøge rådgivning for at blive klogere på, hvordan jeg kan forbedre mit lederskab, ligesom vi vil se på andre arbejdsmiljøfremmende tiltag,« lyder det videre. 

DM er fagforening for mere end 75.000 humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige bachelorer, kandidater og studerende. 

Som fagforening rådgiver de blandt andet deres medlemmer om arbejdsmiljøforhold. 

Camilla Gregersen har været forperson for DM siden 2015. Hun har ud over sin post i DM også titel af næstformand i Akademikerne. 

Hendes orlov varer i første omgang indtil efter sommerferien og er efter eget ønske selvbetalt, lyder det i pressemeddelelsen.