Fornyet frygt for tysk recession

Det tyske IFO-konjunkturbarometer fortsætter ned for femte måned i træk. Det øger frygten for, at Europas økonomiske lokomotiv er ved at gå i stå.

Udsigterne for tysk økonomi er mere dystre, end de har været længe. Her ses rigsdagsbygningen i Berlin. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBIAS SCHWARZ
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pessimismen breder sig i det tyske erhvervsliv. Det vigtige IFO-barometer, der samler de tyske virksomheders syn på fremtiden, dykker fortsat, og det skaber nervøsitet blandt økonomerne for, at den tyske økonomi er på vej mod nulvækst - eller det der er værre.

Tyskland kom sig ellers relativt hurtigt over 2009-recessionen, der var udløst af finanskrisen. Men nu ser det ud til, at selv Europas økonomiske lokomotiv kommer til at lide under den sydeuropæiske gældskrise. Situationen ser ikke god ud i Danske Banks seniorøkonom Frank Øland Hansens øjne.

"Det lave niveau for IFO-indekset signalerer, at tysk industriproduktion i øjeblikket mindskes i hastigt tempo, og at tysk BNP falder med næsten en procent på årsbasis. Det kan bestemt ikke udelukkes, at Tyskland er gået i recession i tredje kvartal, og at recessionen vil vare året ud," siger Frank Øland Hansen i en kommentar til mandagens tal.

IFO-barometeret måler stemningen blandt 7.000 tyske virksomheder inden for både industri, detailhandel, byggeri og engros. Indekset faldt til 101,4 mod en forventet stigning fra 102,3 til 102,5. Det er femte måned indekset falder, og det anses traditionelt som en udmærket indikator, når man vil forudse den økonomiske vækst.

At indekset dykker er dårligt nyt for dansk økonomi, siger Sydbanks cheføkonom Jacob Graven.

"Set fra et dansk perspektiv er det dårligt nyt, at tysk økonomi bremser op. Tyskland er Danmarks største eksportmarked, og lavere vækst i Tyskland kan derfor ramme dansk eksport. Dertil kommer naturligvis de afledte konsekvenser af, at Tyskland trækker væksten ned i resten af Europa," siger Jacob Graven og peger på, at de pressede økonomier i Sydeuropa også vil komme til at lide under en eventuel tysk recession.

"I værste fald kan dybere recession i de gældsplagede lande føre til endnu større offentlige underskud og dermed få gældskrisen til at blusse op og sende de gældsplagede lande ud i en forstærket negativ spiral," siger han.