Fornuftigt dobbeltudsalg i FLS

Jan Bonde Nielsens indtræden i FLS-dramaerne sætter fart i oprydningen, men kun som en psykologisk faktor.

Fornuftigt dobbeltudsalg i FLS - 1
Det er ved at være sidste udkald for efterkommerne af F.L. Smidth og de andre stiftere af FLS. I kulissen spøger bl.a. Jan Bonde Nielsen, som Berlingske Tidende kunne berette i sidste uge. <br>Foto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere
Nyhedsanalyse

Der er rigtig kommet støj i betonkanonen FLS Industries.

Hovedaktionærerne, den såkaldte FLS-klan bag firmaet Potagua, vil sælge FLS Industries.

Den omstridte tidligere B&W-ejer Jan Bonde Nielsen hævder, at han har samlet penge nok til at købe det gamle byggeindustriforetagende, og ledelsen vil efter svære år selv sælge Aalborg Portland og Unicon fra.

Det er noget af en gyser at følge med i, men den gode nyhed er efterhånden, at der lige pludselig er udsigt til, at det hele faktisk kan få en lykkelig foreløbig slutning inden for et par år.Den almindelige overordnede analyse om FLS Industries, omsætning p.t. 15 mia. kr. og 10.200 medarbejdere, har de seneste år gået på, at koncernens største problem har været farceagtigt uenige ejere i FLS-klanen.

Igen og igen er det blevet bemærket, at repræsentanter for totredjedele af FLS-stifteren Poul Larsens efterkommere i meget korte sætninger har sagt, hvad de ønskede - og advokat Christian Kjær som repræsentant for den sidste tredjedel har brugt temmelig mange flere ord på at erklære sin uenighed med både klan, direktion, banker og mange andre. FLS-klanen har erkendt, at det ikke er holdbart i længden, og den har meddelt, at den vil sælge.

Vel at mærke først når prisen bliver lidt mere fornuftig, end den har været de seneste år. Ingen af de omkring 100 efterkommere lider økonomisk nød ved at at udvise tålmodighed.Den mere oversete analyse er, at såkaldt professionelle har været lige så uenige om FLS Industries fremtid som ejerne.

Læg f.eks. mærke til, at FLS-chefen gennem en halv snes år, Birger Riisager, der døde i sidste uge, gik fordi han ikke kunne få lov til at udvide paletten af virksomheder under FLS, mens den nuværende ledelse med Jørgen Worning som bestyrelsesformand og den nye topchef Jørgen Huno Rasmussen som direktør vil gå den stik modsatte vej, efter at FLS endelig er kommet af med problemet FLS Aerospace: FLS skal være en ingeniørforretning, der laver anlæg til cement- og mineralindustrien - og ikke selv producere cement og beton.

Det er lidt en frem-og tilbage strategi.

Det er ikke mere end 15 år siden at FLS solgte halvdelen af Aalborg Portland fra, men det måtte købes tilbage for tre år siden, da partneren Blue Circle blev en del af Lafarge.

FLS-samarbejdet gennem over 100 år med Aalborg Portland har f.eks. kunnet forklares med, at det var praktisk selv at have et arbejdende forsøgslaboratorium i baghaven.

Tilbage i FLS er Aalborg Portland blevet et »guldæg«, der laver indbringende, hvid specialcement ikke bare i Nørresundby, men også i Ægypten og Malaysia, og det er en virksomhed, der nu formentlig kan indbringe en smuk fortjeneste til at lukke munden på de banker, hvis nåde FLS de seneste år har været alt for afhængige af.

Unicon kan sælges sammen med eller isoleret fra Portland, og om bare et par år er Dansk Eternit klar til lignende salg - og pludselig vil ingeniørforretningen kunne være en god og gældfri forretning.Lykkes det at sælge Portland/Unicon for en god pris, og kommer der gang i byggeri af nye cement- og mineralfabrikker rundt om i verden igen, som det ser ud til nu, er der stærkt bedrede udsigter til, at der også står en køber, der vil honorere FLS-klanens krav om, hvad de skal have for at sælge ud - og lukke Potagua ned.

I den forbindelse skal man efter alle solemærker at dømme, kun regne Jan Bonde Nielsen som en psykologisk faktor i spillet.

Han vil selv gerne have revanche i dansk erhvervsliv, og vise at hans danske fjender tog fejl, da de i alliance med glubske medier jog ham ud af landet i halvfjerdserne.

Men dels er det svært at tro på, at hans såkaldte konsortium virkelig har de penge, der skal til - dels forekommer det helt usandsynligt, at FLS-klanen eller FLS-ledelsen vil sælge noget til netop ham, hvis de på nogen måde kan blive fri.

Derfor kan aktionærer i Potagua og FLS jo godt tage ham med i deres aftenbøn: Hans spøgelsesagtige tilstedeværelse i manegen fremmer alles motivation til at sætte en stopper for cementunderholdningen.

Ingen kan ønske, at FLS går fra nutidens dramaer til et fremtidens B&W, der var alt for tyndt kapitaliseret, og Bonde Nielsen og hans konsortium har ikke kommunikeret på en måde, så der er grund til at Bonde Nielsen i dag er et mere sikkert kort end i halvfjerdserne.

Men et dobbelt-udsalg i FLS virker uhyre fornuftigt...