30. april ville S-regeringens justitsminister, Nick Hækkerup, gøre det ulovligt for unge under 18 at købe alkohol.
1. maj ville Bryggeriforeningens kommende direktør, Nick Hækkerup, som spydspids for ølproducenternes lobbyvirksomhed formentlig modarbejde det forslag.
Nick Hækkerups jobskifte fra minister til lobbyist har igen antændt debatten om »den gyldne svingdør«, og hvorvidt den er hensigtsmæssig for demokratiet.
Altså den – mener nogle – problematik, hvor personer med betroet magt fra den ene dag til den anden varetager helt andre interesser. Hvad end det er klimaets, erhvervslivets, investorers, børnenes, forsvarsindustriens eller ølproducenternes.
Nogle taler for en karensperiode mellem afgangen i politik og tiltrædelsen som lobbyist for at undgå samblandingen af modstridende interesser. Andre mener ikke, at »svingdøren« er problematisk, men at den i stedet øger vidensdelingen i samfundet og forbedrer de politiske beslutninger.
Personlig økonomisk interesse
Jesper Olsen, formand for organisationen Transparency International, der bekæmper og oplyser om korruption, er fortaler for en karensperiode.
Det betyder ikke, at lobbyisme er en dårlig ting, siger han. Jesper Olsen understreger tværtimod, at både »lobbyisme og interessevaretagelse er en naturlig del af demokratiet«.
Der er dog et »men«.
»Problemet er, at i det øjeblik, du beslutter dig for, at nu er du jobsøgende, så har du også en personlig økonomisk interesse i at indynde dig hos kommende arbejdsgivere, og så kan du ikke frasige dig, at du har en interesse, der kan få dig til at agere anderledes politisk,« siger Jesper Olsen.
Han mener, at en karensperiode skal gælde for dem, »der har betroet magt«. Primært »ministre, topembedsmænd og centrale rådgivere«, men at det også kan gælde udvalgsformænd eller medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn.
Det skal dog kun gælde for jobskifte til stillinger, der indebærer interessevaretagelse, siger Jesper Olsen.
I eksemplet Nick Hækkerup mener Jesper Olsen altså ikke, at det problematiske foregår efter ansættelsen, men inden.
»Fra nu af ved alle, hvilke interesser Nick Hækkerup varetager. Men forskningen siger generelt, at fra det øjeblik politikere med sig selv har besluttet sig for at komme ud af politik, der bliver de mere erhvervsvenlige.«
Lobbyisterne er »den underlegne part«
Christopher Arzrouni, der er tidligere særlig rådgiver i Finansministeriet og nuværende lobbyist for tobaksfabrikanten Philip Morris, mener »i bund og grund«, at debatten om svingdøren som problematisk er »misforstået«:
»Det præsenteres som om, at det er et problem, at politikere kommer ind i lobbyistverdenen, fordi det skulle svække demokratiet. Det gør det ikke. Tværtimod styrker det demokratiet, at der er personer, som kender til ministerier og politiske processer ude i civilsamfundets organisationer.«
Arzrouni giver Jesper Olsen ret i, at der i perioden op til et jobskifte kan være tale om en problematisk sammenblanding af private interesser og samfundets interesser, men han mener ikke, at en karensperiode er løsningen.
I stedet bør der herske et tillidsbaseret system, hvor en minister oplyser sin chef – statsministeren – om det, så snart ministeren begynder at lede efter et nyt job.
Er det så problematisk, at ministre, der har tilegnet sig unik viden i kraft af et demokratisk mandat, bruger den viden til at varetage markant andre interesser, end dem de sad på tinge for? Det mener Arzrouni ikke.
Så snart en minister er ude af døren, har vedkommende ikke længere magt, argumenterer han:
»Det er lobbyisterne, der er den underlegne part i forhold til magthaverne. Det er koketteri af politikere og misforståelse af en række journalister at tro, at det er lobbyisterne, der har magten.«
Er indflydelse ikke en slags magt?
»Hvis man er dygtig til at finde på løsninger, som politikere kan bruge, så giver det en indflydelse. Men kan man ikke det som tidligere politiker, så falder man igennem som lobbyist.«
»Beslutningerne træffes jo på baggrund af den information, der er til rådighed. At Hækkerup og andre skifter til civilsamfundsorganisationer øger sandsynligheden for, at man får truffet gode beslutninger,« siger Christopher Arzrouni.
»Uden mening«
Peter Munk Christiansen, der er professor og leder af Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, mener heller ikke nødvendigvis, at overgangen er problematisk.
Men han kalder det »uden mening« at sige, at lobbyister ingen magt har, og at den alene ligger hos politikerne.
»Hvis Christoffer Arzrouni ikke har indflydelse på regeringens politik, må hans arbejdsgiver da overveje hans stilling,« siger Peter Munk Christiansen og fortsætter:
»Jeg er enig med ham i, at lobbyister kan være med til at kvalitetsforbedre politik, men ikke under alle omstændigheder. Det forudsætter, at der er åbenhed, og at der sker en afbalanceret inddragelse af interesser.«
Christopher Arzrouni tilføjer senere, at han ikke bestemmer over politikerne, men lever af sine »gode argumenter«.
Hvorvidt sammenblandingen af politiske og personlige interesser er problematisk, vil ifølge Peter Munk Christiansen altid afhænge af de konkrete omstændigheder.
»Da Brian Mikkelsen gik som erhvervsminister for dagen efter at blive direktør i Dansk Erhverv, ville de fleste nok mene, at det er meget tæt eller for tæt. Nick Hækkerup kan man diskutere. I mange lande har man reguleret sådanne overgange, men det er ikke nemt at gøre på en hensigtsmæssig måde,« siger han.
Peter Munk Christiansen »kan ikke se det store problem« for samfundet i, at Nick Hækkerup nu skal over og modarbejde politikken for den arbejdsgiver, han havde for en uge siden.
»Jeg ved ikke, om han har bedre muligheder for at argumentere for eller imod regeringens forslag. Der er jo ikke tale om raketvidenskab, men næsten noget holdningsmæssigt. Det må være Hækkerups problem, hvis han skal til at mene det modsatte af, hvad han har gjort tidligere. Ikke samfundets,« siger han.
