Forlig med turbofart

Aftale: De 175.000 statsansatte fik deres ønsker opfyldt, mens det er sværere at få øje på Finansministeriets gevinst. Det kan tyde på, at et hurtigt forlig har været vigtigst for Thor Pedersen på grund af finansloven.

Baggrund

To dage før finanslovsforslaget fremlægges, blev Finansministeriet og forhandlingsfællesskabet CFU, Centralorganisationernes Fælles Udvalg, enige om en overenskomst for 175.000 statsansatte. Det tog kun tre uger for parterne at enes om en tre-årig aftale, og et så hurtigt forlig er så vidt vides aldrig set før. Og de ansatte kan umiddelbart være godt tilfredse med resultatet. De fik deres hovedkrav om to ekstra feriefridage og mest muligt til generelle lønstigninger opfyldt. Der er også særlige ordninger til ældre medarbejdere og en forbedring af kompetenceudvikling. Økonomisk er det en kopi af forliget fra 1999, hvor den økonomiske ramme også var 7,55 pct. over tre år, så man kan ikke påstå, at den nye regering har forsøgt at spare på forbedringer af de statsansattes løn- og arbejdsvilkår.

Til gengæld er det sværere at se, hvad Finansministeriet fik til gengæld. Arbejdsgiveren havde som hovedkrav at få forenklet overenskomsterne og få harmoniseret arbejdstidsreglerne. Samtidig ønskede staten at få alle statsansatte over på nye lønsystemer. På det sidste punkt nåede man et skridt på vejen, eftersom antallet af statsansatte på ny løn stiger fra 27 procent til 40 procent.

Men de to første punkter om arbejdstid og forenkling kan finansminister Thor Pedersen(V) ikke fremvise indrømmelser fra de ansatte. De blev begge sparket til hjørne i to fælles udvalg, som i løbet af overenskomstperioden skal analysere mulighederne for ændringer.

Det kan tyde på, at det har været vigtigst for Thor Pedersen at få et hurtigt forlig. Han har helt fra starten haft en interesse i at få adskilt overenskomstforhandlinger og finanslovsforhandlingerne, som går i gang efter tirsdag. Det har lønmodtagernes forhandlere også, men de har åbenbart høstet frugterne.

Det hurtige forlig er dog langt fra nogen sikkerhed for, at tingene ikke bliver blandet sammen, for nu skal de statsansatte til at stemme om overenskomstresultatet. Og den afstemning kommer til at foregå, efter at indholdet af regeringens finanslovsforslag er kendt af offentligheden. Hvis det indeholder store besparelser i staten og dermed risiko for fyringer at statsansatte, vil det så være muligt for den enkelte medarbejder i staten at skille overenskomstforlig og jobtrusler ad? Der er ingen tvivl om, at topforhandlerne vil gøre deres til at forsøge at overbevise dem om det. Det vil naturligvis også være helt irrationelt at stemme nej til en udmærket overenskomst for de tilbageværende, fordi man er sur på sin arbejdsgiver, fordi han vil afskedige nogle af kollegerne. Det er dog før set.