Forlig for 10.000 buschauffører i kollektiv trafik

Tidligt mandag morgen lykkedes det at opnå en overenskomstaftale for 10.000 buschauffører i den kollektive trafik.

Læs mere
Fold sammen
Det oplyser Arbejdsgiverforeningen for Kollektiv Trafik (AKT), som er en del af HTS Arbejdsgiverforeningen.

Overenskomsten med chaufførerne, der er organiseret i Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD), skal gælde for de næste tre år.

Den ligner alle de øvrige aftaler på normallønsområdet og giver de ansatte omkring tre procent mere om året i løn, pensionsreguleringer med videre. Desuden er der udvidet barselsorlov i forhold til nu, så gravide kan gå fra fire uger før forventet fødsel.

Overenskomsten indeholder derimod ikke noget forbehold for oprettelsen af en central barselsfond, som det var tilfældet i for eksempel den aftale, der fredag aften blev indgået mellem HK/Privat, HK/Handel og arbejdsgiverne inden for Handel, Transport og Service.

Finn Mikkelsen, formand for AKT, er under de givne omstændigheder tilfreds med resultatet.

- Vi har fået en ansvarlig aftale, som ligger inden for rammerne af HTS Arbejdsgiverforeningens fællesoverenskomst med SiD, siger Finn Mikkelsen i en kommentar.

/ritzau/