Forhandlinger om taxa-fusion på is

Forhandlinger om en fusion mellem det fagforeningsstøttede Dantaxi og Århus Mini Taxi er brudt sammen. Det oplyser formand for Dantaxi Martin Tygstrup til Ritzau.

Dantaxi blev etableret med økonomisk støtte fra flere store fagforbund i 1997 efter en langvarig og voldsom århusiansk taxakonflikt. Men selskabet blev langt fra den ventede succes. Kun 18 vognmænd er tilbage. Der har været millionunderskud lige siden etableringen og fagforbundene vil nu kun dække underskuddene til og med 2003.

Derfor har Dantaxi forhandlet med Århus Mini Taxi om en fusion, og i første omgang bakkede Mini Taxis vognmænd op om planerne.

- Men forhandlingerne er lagt på is. Vognmændene hos Århus Mini Taxi var ikke indstillede på at bruge den nye teknologi, som vi er meget oppe på, siger Martin Tygstrup.

Dantaxi har et digitalt kommunikationssystem mellem central og biler, mens Århus Mini Taxi bruger det mere gammeldags samtaleanlæg.

Dantaxi vil nu se sig om efter andre samarbejdspartnere.

/ritzau/