Ford vil fra 2030 kun sælge eldrevne biler i Europa

For at omstille sin fabrik i Køln til større elektrisk produktion investerer Ford over seks milliarder kroner.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2030 bliver det i Europa ikke længere muligt at købe en ny personbil fra Ford, der kører på fossile brændstoffer.

Herefter vil alle europæiske personbiler fra producenten nemlig være eldrevne.

Det oplyser Ford i en pressemeddelelse.

Allerede fra 2026 vil Ford tilbyde alle sine personbiler som minimum plug-in-hybrider i Europa.

Tilsvarende vil Ford i Europa allerede i 2024 kunne tilbyde alle sine varebiler i en hybridvariant, der kan køre emissionsfrit.

»I den forbindelse forventes elbiler og plug-in-hybrider at udgøre to tredjedele af Fords varebilssalg i 2030,« oplyses det i pressemeddelelsen.

For at omstille sig til en mere elektrisk bilproduktion har Ford samtidig planlagt at investere over seks milliarder kroner i sin fabrik i Køln.

Fabrikken i Tyskland er hovedsæde for Ford i Europa og en af de største europæiske bilfabrikker.

Investeringen i den tyske fabrik kommer efter et nyligt regnskab, der for Fords europæiske forretning har vist overskud.

»Vores succesfulde omstrukturering har givet os sorte tal på bundlinjen igen, og vi ser frem til næste fase af overgangen til en fuldt elektrificeret fremtid for Ford Europa,« siger Stuart Rowley, chef for Ford Europa, i pressemeddelelsen.

Ford er langtfra den eneste bilproducent, der er begyndt at satse mere på produktion af eldrevne biler.

Senest kunne Jaguar i starten af denne uge fortælle, at producentens biler kun vil findes i elektriske udgaver fra 2025 og fremefter.

Bilproducenternes større satsning på elektriske biler skal ses i lyset af, at der rundt om i verden er politisk interesse for at bringe flere miljøvenlige biler på vejene.

Herhjemme indgik regeringen sammen med sine støttepartier i december sidste år en aftale, hvor ambitionen er at få 775.000 el- og hybridbiler på de danske veje i 2030.

I forbindelse med aftalen vurderede Skatteministeriet, at der var 40.000 el- og hybridbiler i Danmark.

/ritzau/