Forbrugerombudsmanden stævner Sonofon

Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen har i Sø- og Handelsretten stævnet Sonofon i sagen om teleselskabets nye tilbud om leje af mobiltelefoner, Bytmobil. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Læs mere
Fold sammen
Forbrugerombudsmanden kræver, at Sonofon med øjeblikkelig virkning ændrer sit koncept, så kunderne fremover kun bindes i seks måneder mod 12 måneder i dag.

Sagen kan betyde, at Sonofon inden påske risikerer at stå i en situation, hvor selskabets seneste udspil på det stadigt mere krigeriske mobilmarked bliver dømt ude af Sø- og Handelsretten. Enten for altid eller indtil sagen senere kommer for retten.

Uanset om forbuddet bliver midlertidigt eller permanent, vil det ramme Sonofon hårdt.

I forvejen har IT- og Telestyrelsen tvunget Sonofon til at ændre Bytmobil-reglerne, så kunderne ikke længere er bundet 12 måneder til et Sonofon-mobilabonnement, men efter seks måneder frit kan skifte til et konkurrerende selskab.

/ritzau/