Forbrugerinformation: Butikker vildleder om ny købelov

En række hvidevarebutikker bruger den nye købelov til at vildlede forbrugerne for lettere at kunne sælge tillægsforsikringer til kunderne, skriver Forbrugerinformation i sit nyhedsbrev. Forbrugerinformation understreger, at forbrugerne rent faktisk er bedre stillet med den nye købelov, der trådte i kraft i år. Blandt andet er reklamationsretten forlænget fra ét til to år.

Men hos kæder som eksempelvis Elgiganten, Skousen og Serviceringen får forbrugerne at vide, at producenterne har halveret deres garanti fra ét til et halvt år. Og med den besked sker der altså en sammenblanding af begreberne reklamationsret og garanti, skriver nyhedsbrevet. Sælgernes praksis med at give forkerte oplysninger er udbredt, idet Forbrugerinformations hotline hver dag kontaktes af 10-15 forbrugere, der vil vide, om butikkerne har ret.

Hos Elgiganten siger administrerende direktør Jesper Boysen til Ritzau, at han aldrig har hørt om problemet før. - Det er første gang, jeg hører om det problem, men jeg vil godt slå fast, at hvis vores sælgere vildleder om købeloven, så skal det selvfølgelig ændres.

/ritzau/