For et år siden stod køberne i kø – nu vælter det frem med huse til salg i hovedstaden

Potentielle købere har fået næsten dobbelt så mange huse at vælge mellem som under coronakrisen, hvor hovedstadsområdet nærmest blev støvsuget for til salg-skilte. Også i resten af landet stiger udbuddet af huse og ejerlejligheder. Sommerhusmarkedet er en anden historie.

Det er blevet betydeligt sværere at få solgt sit hus i Region Hovedstaden, hvor til salg-skilte pibler frem. Søren Bidstrup

I en periode var der så meget rift om de få huse, der blev udbudt til salg, at mæglerne kunne melde om lange køer, når de holdt åbent hus. Og ofte skrev køberne under med det samme af frygt for, at huset ellers ville blive solgt til anden side.

Nu er situationen en hel anden i Region Hovedstaden. Udbuddet af huse til salg er braget op med hele 87 procent det seneste år, viser nye tal fra Boligsiden.