Fogh: Samarbejde om EU og uddannelse

Regeringen satser på bredt samarbejde under EU-formandskabet i efteråret.

Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kort før midnat torsdag aften efter sin foreløbige og polemiske afrunding af Folketingets afslutningsdebat med stærk kritik af Socialdemokratiet i almindelighed og dets politiske ordfører, Mogens Lykketoft, i særdeleshed.

Regeringen ønsker et bredt forlig om folkeskolen efter undervisningsminister Ulla Tørnæs' udspil "Ti skridt mod en bedre folkeskole". Den satser også på en bred aftale om medier, som søndag forhandles af kulturminister Brian Mikkelsen (K). En arbejdsmarkedsreform står også i centrum til efteråret, hvor den evt. kan kobles sammen med en skattereform med besparelser på aktivering, forklarede statsministeren.

Næste uge indkalder forskningsminister Helge Sander (V) partierne til forhandlinger om forskning og en reform af universiteter og andre videregående uddannelser. I 2010 skal Danmark bruge tre pct. af sin samlede produktion, bruttonationalproduktet, på privat og offentlig forskning. Finansminister Thor Pedersen (V) søger til efteråret at samle bredt flertal bag næste års finanslov. Endelig afhænger succesen for det danske EU-formandskab fra den 1. juli af, at regeringen har et godt og tæt samarbejde med Folketinget, forklarede statsminister Anders Fogh Rasmussen./ritzau/