Fogh og EU-kommissær drøftede øststøtte

Danmarks besparelser på øststøtten blev drøftet, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag mødtes med EU's miljøkommissær, svenske Margot Wallström, i Statsministeriet.

Statsministeren tog sagen op, fordi Margot Wallström i dag kritiserede regeringens besparelser.

- Ansøgerlandene har et kolossalt behov for støtte, især til opbygning af en administrativ kapacitet på miljøområdet. Derfor kan jeg kun beklage, at Danmark ikke kan eller ikke ønsker at opretholde støtten på det tidligere niveau, sagde hun til Politiken.

Statsministeren erkendte, at han "spærrede øjnene op" ved synet af artiklen. EU-kommissionen blander sig ikke i medlemslandenes finanslov, men øststøtten skal omlægges, når østeuropæiske ansøgerlande snart bliver medlemmer af EU. Dermed overtager EU ansvaret for en del af den støtte, som hidtil er givet bilateralt, forklarede han.

Danmark vil fortsat give øststøtte på et betydeligt niveau, og miljøstøtten vil have en stærk profil, understregede statsministeren.

/ritzau/