Fogh indbyder til bredt samarbejde

Regeringen ønsker et bredt samarbejde i Folketinget til efteråret under det danske EU-formandskab.

Det fastslog statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i dag under afslutningsdebatten.

Han erkendte, at det var "helt afgørende" for regeringen at holde sine valgløfter. Derfor har den gennemført dele af sin politik med snævert flertal, og statsministeren takkede indirekte Dansk Folkeparti for støtte til at bære regeringens politik igennem.

Der lød højlydt latter fra oppositionsbænkene, da statsministeren bekendte sig til et bredt politisk flertal. Samtidig fastslog han, at regeringen vil fortsætte sit "mangeårige projekt, der skal sikre danskerne mere frihed over deres eget liv". Til efteråret vil regeringen spare i det offentlige for at skaffe penge til ældre, sygehuse og de svageste, understregede statsministeren.

Han afviste, at regeringen skærer brutalt ned. Han lovede mere valgfrihed til andre danskere end patienter og ældre på plejehjem. Der skal også være frit valg af læge samt daginstitutioner i andre kommuner. Den strammere udlændingepolitik skal styrkes ved bedre integration. Det vil mindske skel i befolkningen, mente statsministeren.

/ritzau/