Fogh handler hurtigt

Leder. Arbejdskraftplan får effekt hurtigt kan bruges i valgkamp.

Manglen på arbejdskraft har omsider fået regeringen til at handle hurtigt.

I gårsdagens åbningstale leverede statsministeren en ti punkts-plan, der er usædvanlig konkret.

For det første adopterer regeringen de økonomiske vismænds forslag om at give en særlig skatterabat på 100.000 kr. til alle 64-årige, der stadig er i arbejde.

I forlængelse af de stramninger, som er undervejs omkring adgangen til efterløn, vil det nye fradrag utvivlsomt bidrage til at fastholde flere ældre på arbejdsmarkedet.

Desuden gøres det attraktivt for pensionister og førtidspensionister at tage et job. Der modregnes ikke i deres pension.

Samtidig imødekommer Fogh den kraftige kritik fra erhvervslivet af de administrative besværligheder ved at indføre udenlandsk arbejdskraft. De eksisterende greencard- og job-kort-ordninger udvides. Desuden indføres et særligt virksomhedsvisum.

Endelig gøres den særlige forskerordning, der reducerer skatten for udenlandske specialister i Danmark, bedre. I dag bliver deres skat kun reduceret til 25 procent i tre år. Nu forlænges ordningen med et par år .

Alt i alt et flot og kontant udspil, der skal imødegå virksomhedernes akutte problemer med at skaffe mere arbejdskraft.

Med sin plan for mere arbejdskraft og sin kvalitetsreform er statsministeren godt rustet til at tage et valg i løbet af de kommende fire-fem måneder.

Det er også sidste frist. Regeringen må have et mandat fra vælgerne til at stå fast i de kommende vanskelige overenskomstforhandlinger med de ansatte i det offentlige, der vil have meget mere i løn uden at lave mere. Steno