Fogh-effekten?

Læs mere
Fold sammen
I årene efter fik vi noget, der senere blev kaldt en Schlüter-effekt. Effekten kom i form at en ekstra stimulans til det

økonomiske opsving, som var i svøb, da Schlüter kom til. Stimulansen blev så kraftig, at regeringen senere

måtte gribe ind med kartoffelkur for at afkøle økomomien og sikre overskud på betalingsbalancen. Da Poul

Nyrup kom til i 1993 oplevede vi også en opblomstring. Hans nye centrum-venstre-regering kick-startede økonomien. Senere

fulgte en international højkonjunktur, som varede indtil i fjor.


I disse uger er det naturligt at spørge, om vi

også kommer til opleve en "Fogh-effekt". Ligesom i sin tid Schlüter og Nyrup er Fogh kommet magten i en periode

præget af økonomisk afmatning. Og ligesom under Schlüter har Fogh sendt et klart signal om fornyelse i Danmark.

Danskerne skal have flere muligheder at vælge imellem, og det skal være nemmere at drive virksomhed. Spørgsmålet

er så, om disse budskaber sætter sig spor. De er i hvert fald blevet vel modtaget af vælgerne, viser meningsmålingerne

siden valget.


På sit ugentlige pressemøde i går sagde statsministeren, at regeringen ikke finder anledning

til at revidere de økonomiske prognoser, som den forrige regering har udarbejdet.


Tallenes tale er foreløbig alt

andet end tydelig. Bilsalget i december var skuffende. Til gengæld forløb julehandlen over forventning. Der er også

en del, der tyder på, at danskerne stadig optager ekstra lån i deres huse i forbindelse med konverteringer. Men noget

merforbrug har det omvendt ikke givet anledning til.


Landets næststørste bank, Nordea, forudser i sin seneste prognose

en beskeden vækst i Danmark i år på kun 1,4 pct. I år 2003 stiger væksten til to procent. Det er skuffende

lavt.


Skal vi atter have fremgang, er det privatforbruget og erhvervslivets investeringer, der skal drive væksten. Den

kommer hverken fra eksporten eller den offentlige sektor.


I sin prognose nævner Nordea direkte, at en Fogh-effekt er mulig.

Lad os her blot slå fast, at en Fogh-effekt er stærkt ønskelig. Og med den stærke og handlekraftige start,

regeringen har præsteret, kan vi vel også fastslå, at Fogh har fortjent at få den.