Fogh: 2002 er frihedens år

Frihed var nøgleordet i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) første nytårstale. Både på hjemmefronten og på den internationale scene vil den nye regering arbejde for, at den enkeltes frihed sejrer over systemerne.

I sin første tale til nationen gjorde statsministeren op med det 20. århundredes ideologier, som han mener har ført til undertrykkelse, kollektivisme og systemtænkning. Uanset om det gælder sygehuse og ældrepleje i Danmark, USA's kamp mod international terrorisme eller EU's optagelse af landene i øst, skal friheden stå i centrum.

- Lad os gøre det 21. århundrede til frihedens århundrede - præget af samarbejde, fred og respekt for det enkelte menneskes liv, siger Anders Fogh Rasmussen i sin tale i dag.

Statsministeren gentog sine løfter om en reform af den offentlige service.

/ritzau/