Føtex-pelse var ikke Sagamink

Sagas eksperter har talt. De billige mink-pelse, som Føtex solgte i efteråret, var ikke af kvaliteten Saga. Føtex og Saga afslutter sagen med hemmelig aftale.

Læs mere
Fold sammen
Køb en Sagamink for kun 9.999,-.

Føtex' efterårstilbud til pelshungrende kvinder var næsten for godt til at være sandt. Men nu har Sagas eksperter talt: det var ikke pelse af kvaliteten Saga, som Føtex' kunder fik med sig hjem i posen.

Føtex og Saga Furs of Scandinavia har nu indgået en hemmelig aftale, som afslutter sagen. Og parterne ønsker ikke at uddybe aftalen. De henholder sig til en fælles pressemeddelelse, som oplyser, at eksperter fra Saga Furs of Scandinavia har gennemgået et mindre antal pelse fra efterårstilbuddet. Og de har fundet frem til, at den sædvanlige høje kvalitet, der går under betegnelsen Saga, ikke er at finde hos Føtex' pelse.

Føtex' leverandør har ellers fastholdt - også skriftligt - at pelsene er af Saga kvalitet. Kunderne, der har købt pelsene, kan få deres penge retur, hvis de afleverer pelsen i butikken.

/ritzau/