Foden under eget bord i Kina

Han kom, han så, han startede sin egen virksomhed. En 28-årig dansk iværksætter har slået dørene op for sin egen virksomhed i Kina. Ideen er at tilbyde sourcing for danske industrivirksomheder.

Stephan Jørgensen har taget springet til en tilværelse som selvstændig i Kina, hvor han vil sætte europæiske virksomheder i kontakt med kinesiske underleverandører. <br>Foto: Edyta Sørensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BEIJING

»Nå, du turde altså godt,« er den kommentar, som danske erhvervsfolk i Kina for det meste har givet den kun 28-årige Stephan Jørgensen med på vejen, siden han i februar sagde farvel til udmærkede fremtidsudsigter hos Hempel Hai Hong og satte nøglen i låsen til sit eget firma i Beijing.

»Man skal ikke have været ret længe som erhvervsmand her i landet, før tanken om at bryde ud og starte sin egen virksomhed strejfer én,« forklarer Stephan Jørgensen, da han tager imod på 16. etage i den kontorbygning, hvorfra hans nye firma, ChinaEase, opererer.

Men hvor andre nøjes med at drømme om at forsøge at udnytte vækstpotentialet i den kinesiske økonomi for egen vindings skyld, så er Stephan Jørgensen en af dem, der uden at vide med sikkerhed hvor den næste månedsløn skal komme fra har dristet sig til at smede, mens jernet er glohedt. Sammen med vennen, Christian Christensen, der tidligere har arbejdet for vindmølleproducenten Vestas i Kina, åbnede de to ChinaEase's danske kontor i december sidste år. Kort tid efter kom så turen til at sætte foden under eget bord på det nyåbnede repræsentationskontor i den kinesiske hovedstad. Foreløbig er der ansat to kinesiske medarbejdere på kontoret i Beijing, mens Christian endnu varetager salgsarbejdet over for virksomhederne på det danske marked alene.

Forlænget arm
Konceptet for ChinaEase, som drivkræfterne bag virksomheden har brugt flere år på at finpolere, er at tilbyde små- og mellemstore industrivirksomheder at udføre sourcing for dem i folkerepublikkens voldsomt konkurrencedygtige landskab af underleverandører til industrien.

»Vores fokus er at gå ind der, hvor der allerede er et produkt, der fremstilles og sælges i Europa med et givet design og en given kvalitet og så tilbyde den danske - og på længere sigt også europæiske virksomhed - at lave det samme eller dele af det her. Vi finder fabrikken. Vi forhandler prisen, og vi tager også ansvaret for, at produkterne havner til tiden det aftalte sted i Danmark,« siger Stephan Jørgensen, der beskriver ChinaEase, som de danske industrivirksomheders non-stop sourcingpartner.

Foreløbig har ti danske industrivirksomheder placeret ordrer hos ChinaEase, der har leveret så forskelligartede ting til Danmark som kabler til bilmotorer og aluminium i den ene og den anden udformning.

»De her alurammer fra Shenzhen er et meget godt eksempel på, hvad det er ChinaEase handler om,« siger Stephan Jørgensen og åbner et skab på det nye kontor, hvor nogle billedrammer ligger sammen med andre vareprøver.

»Aluminium er dyrt i Kina. Råvareprisen er højere end i Danmark men efter bearbejdningen, så er det det kinesiske aluminium, som er det konkurrencedygtige produkt. Her fik vi en henvendelse fra producenten i Danmark, der havde hørt om os, og så lokaliserede vi en lokal producent, og i dag sælges de kinesiske alurammer til billeder for eksempel hos COOP Danmark (tidl. FDB, red.),« forklarer Stephan Jørgensen.

Rentabel produktion
»En anden situation kan være den, hvor en virksomhed har en idé til et produkt, men hvor indkøbene ikke er store nok til, at produktionen kan betale sig. Det produkt kan vi outsource og gøre rentabelt her,« siger Stephan Jørgensen, der tilbyder sine danske forretningsforbindelser, det han beskriver som en fuldstændig gennemsigtig model med mulighed for at besøge den kinesiske fabrik, hvis der er behov for det, eller med mulighed for løbende kontakt til producenten undervejs for at korrigere produktionen.

Ifølge Stephan Jørgensen sker det, at vareprøver sendes frem og tilbage mellem den danske og den eller de præ-kvalificerede kinesiske virksomheder mange gange, før den danske køber er sikker på, at varen, der skal leveres fra Kina, er i orden.

ChinaEase går i en stor bue udenom almindelige forbrugsvarer, hvor virksomheden ikke ser nogen mulighed for, at der kan opbygges en ekspertise, der vil tillade ChinaEase at forblive kontakten til det kinesiske marked.

Arbejdsdeling
ChinaEase lader sig heller ikke ryste af indvendinger om det måske uheldige i at flytte arbejdspladser fra Danmark til folkerepublikken.

»Arbejdsdelingen i den internationale økonomi er det ikke så let at ændre. Ikke alene er Kina langt billigere på lønomkostningerne. Hele infrastrukturen omkring et industriprodukt er også langt billigere her. Industriproduktionen i Kina i dag er så at sige udtryk for en naturlig udvikling. Engang foregik den slags i Europa, så rykkede det videre til USA og nu er det Asiens og ikke mindst Kinas tur. Hvis ikke ChinaEase forsøgte at udnytte mulighederne i sourcing, så ville der i morgen være nogen, der ville prøve at lukke hullerne efter os. Men hensyn til arbejdsforhold og arbejdsmiljø i det hele taget, så sorterer ChinaEase det mest grelle fra. Men Kina er Kina, og når man vælger at få produceret her, er det klart, at man selvfølgelig også vælger at fremstille sine ting på de vilkår, der gælder her,« siger Stephan Jørgensen.

Han ser de næste fem år som en periode i den kinesiske udviklingsproces, hvor en virksomhed som ChinaEase har chancen for at komme til at spille en stor rolle for små- og mellemstore virksomheder i Europa.

Endnu er målene beskedne. ChinaEase har erklæret sig tilfreds med tingenes tilstand, hvis regnskabet balancerer efter det første år.

Fire år i Kina
Fra 1999 og frem til februar i år arbejdede Stephan Jørgensen som regional sales manager for Hempel Hai Hong i Nordkina med ansvaret for kontorerne i Beijing, Qingdao og Dalian. Hempel Gruppens forretninger i Kina varetages af joint venturet Hempel Hai Hong. Alt, hvad der ikke vedrørte salg af maling til skibe og containere men dermod andet industrielt salg som eksempelvis til boligbyggeri, olieboreplatforme og rørledninger, var Stephan Jørgensens arbejdsområde.

»Vi startede på et grundlag, hvor der ikke var så meget, så vi nåede langt på fire år. Der skete også det, at jeg fik øjnene op for, alt det man kunne gøre, hvis man ville,« siger ChinaEase´s unge direktør i Beijing, som takkede pænt nej til at blive forfremmet til et job for Hempel i Shanghai.

»Vi er optimistiske. Det har været ret let at slå hul,« siger han om ChinaEase til dato.

Ifølge ambassaden i Beijing findes der et sted mellem 10 og 15 danske konsulentvirksomheder med fokus på Kina. En del af dem løser også sourcing-opgaver for danske virksomheder. Halvdelen af dem opererer fra Kina resten fra Danmark.