Birgit Aaby - Danmarks første kvindelige direktør for en professionel fodboldklub - føler sig lige så godt hjemme i klubbens vaskekælder som i administrationen.
Hun er ikke for fin til at tage affære, hvis en ung fodboldknøs i blåhvid klubdragt stikker hovedet inden for på kontoret og efterlyser et glemt håndklæde.
Billedserie: Her er 7 farverige fodboldrigmænd
Faktisk kan hun godt lide den type kontakt. Den harmonerer med »Lyngby-ånden«, som hun er sat til at pleje samtidig med, at hun får sat mere professionel skik på forstadsklubbens sårbare fodboldforretning.
Birgit Aabys umiddelbare tilgang til verden og forretningsdrift er ingen tilfældighed. Lyngby Boldklubs administrerende direktør siden 1. januar har i bogstaveligste forstand arbejdet sig op fra bunden og har - om nogen - respekt for håndens arbejde. Nok er hun i besiddelse af en studentereksamen - taget på Mors, hvor hun er vokset op - men ellers har hun ingen formel uddannelse
Læs også:
Derfor skal man have sit eget fodboldhold
Fodboldfusion førte til hademails
Den unge Birgit begyndte at gøre rent, da hun forlod skolen, og ud af den metiér er vokset Combi Service, som er et større rengøringsselskab i København med en omsætning på 90 millioner kroner og cirka 200 ansatte.
Det har gjort Lyngby-direktøren til en holden kvinde med en egenkapital i hendes personlige holdingselskab på over 30 millioner kroner.
Combi Service er skabt ved hårdt arbejde. Birgit Aagaard har altid været med »på gulvet«, når nye opgaver skal køres ind. Men succesen er også opnået ved organisationstalent og ved at behandle medarbejderne med respekt og opmærksomhed. For kun på den måde kan man ifølge Birgit Aaby skabe et firma, der tjener penge i en benhård branche.
Det er den samme lærdom, hun nu forsøger at praktisere i Lyngby. Vel at mærke med respekt for det, der altid har været hendes grundregel i forretning: Brug aldrig penge du ikke har.
Nyt kuppelformet stadion
Hun har skudt adskillige millioner kroner i Lyngbys professionelle fodboldklub og har store ambitioner på klubbens vegne.
- Vi er nok den klub i Danmark, der er bedst til at udvikle talenter. Vi har et klart koncept både på og uden for banen. Vi skal bare gøre det hele lidt mere forretningsmæssigt i alle led, siger Birgit Aaby.
Og Birgit Aaby kender »alle led«. Hun har solgt billetter, grillet de berømte Lyngby-pølser, vasket tøj, klippet græs og hvad der ellers hører med til at drive en fodboldklub. På den måde har hun allerede vundet respekt i organisationen, som hun også har tilført nye kompetencer. Blandt andet i kraft af sponsorchefen Jesper Skibby, den tidligere professionelle cykelrytter, som hun har hentet i F.C. København.
Men Aabys visioner for klubben kræver nye rammer i form af et helt nyt, kuppelformet stadion, der erstatter Lyngbys nuværende ydmyge opvisningsbane, hvor det er svært at skabe alle de aktiviteter, der skal gøre en foldboldkamp til en fest.
Det er et projekt til 100-150 millioner kroner, som Birgit Aaby har klare forventninger til - men dog ikke fingrene helt nede i endnu. Det køres af bestyrelsesformand Torben Røsler, som i flere år har arbejdet med de mange tilladelser, det kræver.
- Men pengene til projektet er der. Vi skal nok finde investorer, forsikrer Birgit Aaby.
Sammenlignet med Don Ø
Hun ved ganske meget om, hvordan man finder penge. Sideløbende med karrieren som virksomhedsejer i Combi Service har hun arbejdet både som sponsorchef i Jesper »Kasi« Nielsens AG København og tidligere som sælger og marketingchef i det rengøringsfirma, som Karsten Aabrink - i dag kendt foldboldagent - skabte og solgte for år tilbage til ISS.
Rollen som direktør i en fodboldklub har imidlertid affødt en overvældende interesse for Birgit Aabys person. En interesse, som hun ikke selv søger. Omvendt kommer den ikke bag på hende:
- Det afgørende er, at du som person hviler i dig selv og er, som du er - også når du er direktør. Den indstilling prøver jeg at fastholde. Jeg er blevet spurgt, om jeg ser mig selv som en kvindelig pendant til Don Ø. Jeg kan slet ikke se mig selv på den måde. Jeg er Birgit Aaby. Jeg kommer med den ballast, som det, jeg har skabt som iværksætter og virksomhedsejer, har givet mig.
I den sidste egenskab optræder Lyngby-direktøren i september som gæstetaler og iværksætterikon ved iværksættermessen »Iværk og vækst«.
Hendes bedste råd til iværksættere er ét, hun altid har fulgt:
- Brug aldrig penge, du ikke har. Hvis du sætter tæring efter næring og sørger for at holde dig likvid, kommer du ikke ud i problemer, du ikke kan overskue, siger hun.
Den opskrift følger de også i Lyngby. Det kan i sidste ende betyde, at Lyngby må rykke ud af superligaen igen.
- Men så langt kommer det forhåbentligt ikke. Vi sælger flere sæsonkort, vi har gang i flere aktiviteter, og vi er på vej til at få mere økonomisk udbytte ud af vores talentarbejde. Jeg fornemmer, vi er inde i en god stime.