Fodbold-bosser har skrabet en halv milliard kroner til sig

Sepp Blatter, Jerome Valcke og Markus Kattner har givet hinanden lønforhøjelser og store bonusser.

Tidligere FIFA-præsident Sepp Blatter samt tidligere FIFA-generalsekretær Jerome Valcke har beriget sig selv med 80 millioner dollar svarende til cirka 530 millioner kroner over en periode på fem år. Fold sammen
Læs mere
Foto: RUBEN SPRICH

Tidligere Fifa-præsident Sepp Blatter, tidligere Fifa-generalsekretær Jerome Valcke og tidligere vicegeneralsekretær Markus Kattner har beriget sig selv med 80 millioner dollar svarende til cirka 530 millioner kroner over en periode på fem år.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Ifølge Reuters er det en koordineret indsats mellem de tre personer, der har gjort, at de kunne få udbetalt de mange penge gennem årlige lønforhøjelser, VM-bonusser og andre bonusser.

- En lille gruppe af tidligere Fifa-officials har draget fordel af kontrakterne, som synes at indeholde bestemmelser, der overtræder schweizisk lovgivning, skriver dpa.

Fifa oplyser, at oplysningerne er udleveret til de schweiziske efterforskere, som fredag ransagede Fifas hovedkvarter i Zürich.

Oplysningerne vil ligeledes blive udleveret til de amerikanske myndigheder.

Mens Sepp Blatter og Jerome Valcke i flere måneder har været udelukket fra al fodbold, blev Markus Kattner først sparket ud af Fifa i sidste uge på grund af kontraktbrud.

Tidligere fredag var Fifa ude at benægte, at præsident Gianni Infantino er indblandet i forbundets korruptionssager.

/ritzau/