Hvor meget vil du betale for at blive placeret langt væk fra skrigende babyer og småbørn på din flyvetur?
Flyselskabet Corendon Airlines tester lige nu kundernes villighed til at slippe for lyden af skrigende børn med et nyt tilbud. Det skriver Bloomberg og South China Morning Post.
Flyselskabet lancerer således en børnefri zone bestående af 12 rækker på deres flyrute mellem Amsterdam og den tidligere hollandske ø Curacao i Caribien – en flyrute, der har en varighed af ti timer. Zonen er afskærmet fra den del af flyet, hvor der gerne må sidde børn.
Det vil koste kunderne yderligere 49 dollar (svarende til 334 kroner) for et standardsæde eller 100 dollar (svarende til 683 kroner) for et XL-sæde, hvis de ønsker at få en plads i voksenzonen, som er forbeholdt kunder på 16 år eller ældre.
»Denne zone på flyet er tilsigtet kunder, som rejser uden børn, og forretningsrejsende, der ønsker at arbejde i et stille miljø,« skriver flyselskabet og tilføjer:
»Vi stræber altid efter at imødekomme vores kunders forskellige behov om bord på vores flyvninger,« siger Atilay Uslu, grundlæggeren af Corendon, i en erklæring på flyselskabets hjemmeside.
Grundlæggeren siger desuden, at Corendon prøver at appellere til kunder, som er på udkig efter at få ro i sindet, når de stiger ombord på flyet:
»Vi er også af den overbevisning, at det kan have en positiv effekt på forældrene, der rejser med små børn,« siger han og tilføjer:
»De kan nyde turen uden at være bekymrede for, at deres børn laver meget larm.«
Andre flyselskaber har lanceret lignende tilbud de senere år. AirAsia X har for eksempel en stillezone, hvor børn under ti år ikke har adgang.
I 2019 lancerede Japan Airlines et redskab, der gjorde det muligt for flykunder at tjekke, hvor der er bestilt sæder til passagerer på under to år.
Rejsende, der ønsker at sidde i en børnefri zone, kan benytte sig af tilbuddet fra 3. november.



