Flying Tiger Copenhagen har frem mod 2030 planer om at åbne 130 nye butikker i lande i Sydøstasien.

Det oplyser butikskæden i en pressemeddelelse.

De nye butikker åbner i Singapore, Malaysia og Thailand. Flying Tiger Copenhagen har ikke tidligere haft butikker i de tre lande, som derfor betegnes som "nye markeder" for kæden.

Inden årets udgang vil Flying Tiger Copenhagen have to butikker i Singapore, syv i Malaysia og otte i Thailand.

I Singapore og Malaysia har man allerede slået dørene op, mens den første butik i Thailand åbner torsdag.

- Det er i sagens natur noget helt særligt at kunne byde kunder velkommen på tre nye markeder i løbet af blot otte uger, siger Martin Jermiin, administrerende direktør i Flying Tiger Copenhagen, i meddelelsen og tilføjer:

- Vi er både begejstrede og taknemmelige for, at det nu er muligt at besøge vores butikker på profilerede destinationer som Kuala Lumpur, Bangkok og Singapore, hvor vi allerede har et regionalt kontor til at understøtte driften på tværs af APAC-regionen (Asien og Stillehavsområdet, red.).

Flying Tiger Copenhagen er nu til stede med butikker i 41 lande.

Sidste år havde butikskæden en omsætning på 5,2 milliarder kroner og et resultat efter skat på knap seks millioner kroner.

Martin Jermiin siger, at strategiske partnerskaber er afgørende, og at franchisemodellen "bliver en stadig vigtigere del" af kædens forretningsmodel.

- På den måde sikrer vi, at Flying Tiger Copenhagen står stærkt både lokalt og internationalt - på tværs af meget forskellige markeder, siger han i meddelelsen.

En del af kædens butikker er ejet og drevet af selskabet Zebra, mens andre er drevet ud fra en franchisemodel.

Franchise er en forretningsform, hvor andre får lov til at drive forretning under et eksisterende varemærke.

Der er også udvalgte markeder, hvor Zebra ejer butikkerne sammen med en lokal partner.

/ritzau/