Flot år for investeringsforeningerne

Pæne stigninger i afkastet i de danske investeringsforeninger efter god afslutning på 2006, viser statistik

Slutspurten på aktiemarkedet i 2006 gav store stigninger på de fleste børser og rundede dermed et generelt flot år af for de danske investeringsforeninger.

Ifølge den officielle afkaststatistik fra InvesteringsForeningsRådet (IFR) var det især de nye markeder i Østeuropa, Fjernøsten og Latinamerika, der trak væksten opad.

De danske investeringsforeninger forvalter en samlet aktieopsparing på 300 mia. kr. Og der var pæne stigninger i afkastet i 2006, hvilket først og fremmest skyldes en god global vækst.

Også det danske aktiemarked spillede med på vinderholdet. I en typisk investeringsforening er 100 investerede kr. vokset til lige under 130 kr. før skat. I visse investeringsafdelinger voksede beløbet til over 140 kr.

Men ingen gevinst fra oversøiske aktierPå verdens største børs, Wall Street i New York, var der til gengæld ikke meget at hente for den danske aktieinvestor. Aktierne steg pænt, men gevinsten blev godt udhulet af den svækkede amerikanske dollar. På de brede globale markeder var der derfor en moderat vækst - her voksede 100 kr. til cirka 108 kr.

Som det eneste af de større markeder endte Tokyo-børsen i decideret minus i 2006. Årsagen er, at den japanske økonomi, på trods af tegn på at være i bedring, stadig ikke er i en så overbevisende form, at investorerne strømmer til. Alt i alt mener IFR dog, at 2006 falder positivt ud for aktieinvestorerne.

- 2006 vil stå tilbage som et godt år for aktieinvestorerne. Vi fik flotte stigninger i Danmark, Europa og på aktiebørserne i Østeuropa, Latinamerika og Fjernøsten. Afkastene var noget over, hvad man må forvente på lang sigt som aktieinvestor. Og det glæder vi os over på investorernes vegne, siger Carsten Koch, formand for InvesteringsForeningsRådet og direktør i Danske Invest/BG Invest.

I alt 900.000 danskere ejer investeringsbeviser, og den samlede formue i danske investeringsforeninger udgør nu 800 mia. kr.

RB-Børsen