Flere og flere tegn på recessionsfrygt breder sig – oliepris og eurokurs rasler ned

For første gang siden april har olieprisen været nede forbi de 100 dollar tønden. Dertil er eurokursen over for dollaren nu på sit laveste niveau i næsten 20 år. »Truslen om en recession i euroområdet er en mere klar trussel nu i forhold til tidligere,« siger analytiker.

Flere steder – blandt andet på New Yorks børser – er frygten for en recession for alvor begyndt at brede sig. Flere tal peger på dette, selvom der stadig er grunde til at tro, at nedturen ikke bliver så slem, som man kan frygte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For anden dag i træk falder olieprisen.

Og for første gang siden april, har prisen for en tønde råolie været under 100 dollar.

Det er på mange måder en indikation af, at frygten for recession og global økonomisk nedgang overstiger faktorer, der længe har presset prisen op, såsom forsyningsproblemer og et historisk stramt energimarked.

Til det norske erhvervsmedie E24 sagde råvarechef i SEB, Bjarne Schieldrop, tirsdag, at »der er en generel bekymring« for recession.

Han peger på, at prisen på en række industrimetaller falder markant, hvilket yderligere presser olieprisen ned. Altså er der et udsalg af råvarer, fordi man frygter, at der kommer recession – kendetegnet ved to kvartaler i træk med negativ økonomisk vækst.

Det er bredt anerkendt, at inflationen og de rentestigninger, centralbankerne bruger til at tøjle den, kan øge risikoen for recession, hvilket forud kan gå ud over oliepriserne, idet der er udsigt til lavere efterspørgsel i et økonomisk klima med negativ vækst.

Nordea: Forventer ikke bred recession

Investeringsbanken Citigroup har, som det er beskrevet af Bloomberg, varslet, at olieprisen ved årets udgang kan falde helt ned til 65 dollar per tønde, såfremt en global recession for alvor sætter ind.

Til Børsen siger Nordeas senioranalytiker, Niels Christensen, at det lyder rigtigt, såfremt der altså kommer en global recession. Det tror Nordea dog ikke på i øjeblikket:

»Vi forventer ikke en voldsom global recession. Derfor kommer vi nok ikke til at se olien falde varigt under 100 dollar. Vi har ikke noget eksplicit forecast for olieprisen, men i en verdensøkonomi, hvor vækstafmatningen bliver mild og kortvarig, vil vi stadig se god efterspørgsel efter olie. Ikke mindst mens vi har en uafklaret situation i Ukraine, som voldsomt forstyrrer forsyningsbalancerne af energi – ikke mindst i Europa,« siger han til avisen.

Eksempelvis er gasprisen stadig høj og stiger fortsat. Noget, der ikke peger i retning af et samlet fald i energiefterspørgslen.

Men som Jan Bylov, der er valuta-, rente- og oliestrategi i Jyske Bank skriver i et notat, så er markedsstemningen »meget pessimistisk«.

Som en konsekvens heraf faldt eurokursen også tirsdag til sit laveste niveau over for den amerikanske dollar i næsten 20 år – siden december 2002. Tirsdag kostede en euro 1,0236 dollar, til sammenligning kostede den godt 1,14 dollar ved begyndelsen af året.

»Truslen om en recession i euroområdet er en mere klar trussel nu i forhold til tidligere,« sagde Bipan Rai, der er valutastrateg hos finanshuset CIBC Capital Markets, til nyhedsbureauet Reuters.

At de to valutaer nærmer sig hinanden skyldes blandt andet renteforskellen mellem den amerikanske centralbank, der allerede har hævet renten flere gange, og Den Europæiske Centralbank, der endnu ikke er begyndt at sætte sine renter op. Det er dog planen at begynde på det i løbet af juli.