Flere netbutikker meldt til politiet: »Forbrugerne har ret til at få deres penge retur«

Endnu en abonnementsfælde er nu havnet i søgelyset hos myndighederne.

Virksomheden eCommerce Investment Group, der står bag en række forskellige webbutikker, er nemlig blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for at vildlede forbrugerne.

Det er helt konkret netbutikkerne outlet-shopping.dk, coolio.dk, outletshoppen.dk og gamedeals.dk, der ifølge Forbrugerombudsmanden uretmæssigt har hævet penge hos kunderne.

»Forbrugerne er ikke bundet af abonnementer, som de ikke er klar over, de har købt. Aftalerne er ugyldige, og forbrugerne har ret til at få deres penge retur,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Anklagen går på, at kunderne er blevet bundet et abonnement på ærmet, når de har købt en vare på en af netbutikkerne.

Derfor har kunderne - uden at vide det - betalt 179 kr. hver måned for et abonnement, som de ikke er blevet oplyst om.

ECommerce Investment Group har tidligere lovet Forbrugerombudsmanden, at virksomheden ville betale pengene tilbage til kunderne, men det er ikke sket. Og derfor er man nu tyet til politianmeldelse.

»Desværre har vi over de senere år oplevet en fortsat stigning i antallet af klager over abonnementsbetalinger, som forbrugerne ikke har givet samtykke til. Flere virksomheder er tidligere blevet politianmeldt for lignende overtrædelser,«  siger Christina Toftegaard Nielsen.

Alle fire netbutikker er blevet lukket.