Henning Osten besluttede sidste år at sælge den ene af sine ejerboliger. Sommerhuset i Klint helt oppe i den nordlige ende af Sjællands Odde skal efter 30 års ejerskab videre. Men inden det kommer på markedet, besluttede den 81-årige tømrer i samråd med mægleren lige at give sommerhuset en overhaling med blandt andet en frisk gang maling.
Med masser af friværdi i både sommerhuset og et helårshus i Tisvilde gik Henning Osten derfor i banken for at låne 150.000 kroner til arbejdet. Men til hans store forbløffelse fik han et blankt nej – trods stor ros for det detaljerede budget, han fremlagde. Det viser indtægter fra både pension, ATP, arbejde som tømrer samt udlejning af halvdelen af huset i Tisvilde. Den anden halvdel bruger han selv som sommerhus og alternativ til den fløj af hans barndomshjem i Hellerup, som han lejer af sønnerne, der er de nuværende ejere.