Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Med en omsætning på knap 200 mio. kr. er JN Data den mindste af de fem EDB-centraler, men det afholder ikke selskabet fra at være den mest initiativrige i det store spil om at få smeltet flere af EDB-centralerne sammen. Der har således været ført egentlige fusionsforhandlinger med SDC, der har 80 sparekasser i kundekredsen, men i april blev der også gjort tilnærmelser til BEC. SDC har et dundrende underskud, efter at have mistet BG Bank som kunde. Selskabet omsætter for 361 mio. kr. om året, mens BEC omsætter for næsten 600 mio. kr.
Store besparelser
Eksperter er ikke i tvivl om, at der kan spares endog meget store beløb, hvis to eller flere EDB-centraler går sammen.
»Der er størst besparelse ved at sammenlægge systemudvikling, men der kan også opnås store besparelser ved at sammenlægge drift af IT,« siger Ole Kjærgaard, der er partner i konsulentvirksomheden PA Consult.
Presset for at fusionere øges i takt med, at stordriftsfordelene hos andre blivere mere og mere soleklare. Branchens førerhund, DMdata, der er ejet af Danske Bank og Mærks Data, er omtrent lige så stor som alle de andre tilsammen. Men DMdata omsætter for dobbelt så meget pr. medarbejder som de andre, og det afslører i høj grad problemet for de små.
Samarbejde på vej
»Når fusionen af Totalkredit og Nykredit falder på plads, vil der udkrystaliseres et nyt samarbejdsorgan omkring Nykredit og alle de pengeinstitutter, der er tilknyttet Totalkredit. Det kan meget vel være, at det også resulterer i et EDB-samarbejde,« siger Leif Larsen, der er direktør i Jyske Bank og formand for JN Datas bestyrelse.
Han henviser til den eksekutivkomité, der bliver etableret i forbindelse med Nykredits overtagelse af Totalkredit.
»Den kommer til at bestå af de betydende spillere i samarbejdet. Et af de naturlige emner at diskutere er selvfølgelig EDB-samarbejde,« siger Leif Larsen, der understreger, at JN Data konstant er åbne over for at drøfte samarbejdsmuligheder med andre.
JN Data beskæftiger sig primært med IT-drift, mens SDC primært beskæftiger sig med udvikling, da driften er overladt til IBM. Bankdata og BEC beskæftiger sig både med IT-drift og udvikling, mens DMdata primært beskæftiger sig med IT-drift.
Den kostbare udvikling
For bankerne er det betydeligt lettere at flytte IT-drift end at flytte IT-udvikling. Ved en fusion af IT-drift skal der blot indkøbes nogle større computere, mens fusion af udviklingsopgaver er langt vanskeligere, fordi det vil kræve, at de involverede banker benytter samme computerprogram. Det gør de ikke i øjeblikket, og dermed skal der en stor omlægning til, når en fusion af EDB-centraler skal gennemføres.
Men uanset om der blot er tale om at sammenlægge drift eller både drift og udvikling, er der store besparelser at hente for bankerne.
»På omkostningssiden er IT den næststørste post efter løn, og det er selvfølgelig også det, der taler for, at der kan være rationaliseringsgevinster ved det. Men det vil i givet fald være et projekt, der løber over flere år,« siger Lasse Nyby, administrerende direktør i Spar Nord. Han mener, Nykredits fusion med Totalkredit kan være en katalysator for udviklingen.
Totalkredit på vej væk
Hos BEC (Bankernes EDB Central) vil direktør Claus Gundborg ikke kommentere, at selskabet har diskuteret samarbejde med JN Data. Men han er ikke afvisende over for at indgå samarbejde med andre.
»Det er klart, at når to store realkreditinstitutter som Nykredit og Totalkredit slår sig sammen, er der nogle ting, man vil gøre i fællesskab. Vi har et åbent sind, om der er stordrift ved at gå sammen med andre. Det undersøger vi løbende,« siger Claus Gundborg.
Netop BEC med hovedsæde i Roskilde mister efter alt at dømme Totalkredit som kunde, fordi Nykredit formentlig vil benytte samme system i både Totalkredit og Nykredit.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nykredit.