Flere bliver fanget i forsøg på forsikringssvindel

Forsikringsselskaberne har i 2020 opdaget 41 procent mere forsikringssvindel end i 2019.

Arkivfoto: Særligt indenfor skadesforsikring bliver der opdaget flere tilfælde af forsikringssvindel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsikringsselskaberne er blevet bedre til at afsløre svindlere, der forsøger at fuske sig til en økonomisk gevinst.

Det viser nye tal fra F&P, brancheorganisation for forsikring og pension.

I 2020 blev der opdaget 41 procent mere forsikringssvindel end året før. I alt afslørede selskaberne fusk for over en milliard kroner.

En af årsagerne til, at det er blevet sværere at slippe afsted med svindlen, er, at forsikringsselskaberne har fået bedre værktøjer til at opdage svindlen. Det fortæller Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P.

»Hovedårsagen er, at forsikringsselskaberne er blevet dygtigere til at opdage svindel.«

»Det er de blandt andet, fordi de har fået nogle it-løsninger, som er bedre til at finde de sager, hvor der er risiko for, at nogen har svindlet,« siger hun.

Forsikrings- og pensionsbranchen oplever flere former for snyd og svindel.

Det er særligt indenfor skadesforsikring, at afsløringen af forsikringssvindel er vokset de senere år.

Et typisk svindelforsøg er, at der opdigtes og anmeldes et indbrud, der aldrig er sket. Eller at en skade gøres værre, end den er – enten i skadesanmeldelsen eller i virkeligheden.

Når nogen svindler med deres forsikringer, så går det i sidste ende ud over alle de kunder, der ikke svindler. Det skyldes, at forsikringer bygger på et princip om solidaritet og risikodeling.

Pia Holm Steffensen fra F&P mener, at forsikringsselskaberne også tidligere har gjort alt, de har kunnet, for at opdage svindlen.

»Men det kan være svært, og det er der mange årsager til.«

»Jeg tror også her, at teknologien har hjulpet selskaberne, i forhold til at de er blevet dygtigere til at opdage de små ting, der afslører om en sag er en potentiel svindelsag eller ej,« siger Pia Holm Steffensen.

I den danske befolkning er der altovervejende modstand mod at svindle med forsikringerne. Det viser en tidligere undersøgelse, som Epinion har foretaget for F&P.

I undersøgelsen svarede 98 procent, at det ikke er i orden at overdrive eller opdigte skader for at få en større erstatning.

94 procent mener også, at forsikringsselskaberne bør gøre en særlig indsats for at bekæmpe svindel.

/ritzau/