Allerede når dåbsattesten afslører, at man har rundet de 50 år, begynder det at stramme til med at blive kreditgodkendt til et boligkøb. Og er man mellem 55 og 64 år, er der stor sandsynlighed for, at man må forlade banken med et rungende nej. Det viser en ny undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk og Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) står bag.
»Det er meget uheldigt og noget, der hæmmer mobiliteten. Det gælder pensionister, som måske gerne vil flytte i en mere ældrevenlig bolig, men giver også problemer for dem i 50erne, der stadig har mange år tilbage på arbejdsmarkedet,« siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk.