Flæskesteg til jul trods slagteristrejke

Slagteristrejken voldsomt udvidet til over 3000 arbejdere, som protesterer mod en lokal aftale om lønnedgang i Ringsted.

Over 3000 slagteriarbejdere gik tirsdag i strejke i protest mod den lokale aftale, som er indgået på Tulip i Ringsted om en lønnedgang på samlet 15 procent.

Strejken var væsentligt større end mandag, da henved 1800 arbejdere strejkede. Tirsdag blev strejken udvidet til Holstebro, Herning, Bjerringbro og Danish Crown i Ringsted.

Arbejderne strejkede også i Horsens, Esbjerg, Vojens, Skærbæk, Blans ved Sønderborg, Odense, Ringsted, Hadsund og Rønne, oplyser informationschefen i Danish Crown, Gudrun Andreasen. Nogle steder var kun nogle afdelinger i strejke.

Slagterierne kommer bagud med slagtningerne, men der bliver stadig dansk flæskesteg til jul, lover informationschefen.

/ritzau/