Finsk undersøgelse: Fejl i hver tredje mobiltelefon

Der opstår fejl i rundt regnet hver tredje mobiltelefon i det første år, hvor den anvendes. Og i cirka hver tiende mobiltelefon er fejlen så alvorlig, at det er nødvendigt med en reparation.

Det viser en finsk undersøgelse, som blev offentliggjort søndag.

Undersøgelsen er foretaget af instituttet Finsk Gallup for avistillægget Sunnuntaisuomalainen.

Og lidet flatterende for Finland afslører undersøgelsen også, at der er større hyppighed af "funktionsforstyrrelser" i den finskproducerede Nokia end i andre modeller.

Mens i gennemsnit otte procent af mobiltelefonerne skal repareres, er dette tilfældet for 11 procent af Nokia-telefonerne.

Undersøgelsen er baseret på svar fra over 1200 indehavere af mobiltelefoner.

Selv om andelen af fejl umiddelbart kan virke stor, fastslår Eero E. Karjalainen, som er ekspert i kommunikationsapparater, over for Sunnuntaisuomalainen, at den ligger inden for det acceptable.

/ritzau/FNB