Finsk selskab vil syne danske biler

Finsk bilsynskoncern satser på det danske marked og vil med start i Silkeborg åbne en række synshaller i Danmark i konkurrence med Statens Bilinspektion.

Den finske koncern A-Katsastus Oy satser på at få sin andel af det danske bilsyn. Fra begyndelsen af januar vil selskabet åbne en række synshaller med premiere i Silkeborg, skriver Midtjyllands Avis.

Den finske koncern har stiftet selskabet A-Inspektion A/S med kontor i Hellerup. Herfra vil man styre aktiviteterne på det danske marked. Selskabet disponerer i hjemlandet over ca. 160 synshaller og er desuden repræsenteret i Letland, Polen og Rusland.

/ritzau/