Nu står han i spidsen for Finansiel Stabilitet og skal rydde op efter de overoptimistiske bankår i 00erne, hvor alt kunne lade sig gøre. Men hvorfor i alverden fortsætter han med at arbejde, når han kunne nyde sit otium?
For Jakob Brogaard er svaret enkelt. Han vidste, at han ville forlade Danske Bank som 60-årig, samtidig havde han »et lønligt håb« om, at der i erhvervslivet var nogle, der syntes, at hans kvalifikationer kunne bruges i bestyrelsesgemakkerne.
»Hvis jeg var gået fra Danske Bank med en arbejdsuge på 70 timer plus minus til ingen timer, så var jeg formentlig kreperet i løbet af nogle få måneder. Det har jeg desværre set alt for mange eksempler på. Heldigvis var jeg heldig og fik allerede, inden jeg stoppede en bestyrelsespost i DONG, hvor jeg måtte søge dispensation fra Finanstilsynet.«
Siden blev erhvervselasticiteten holdt i live med bestyrelsesposter i Danica Pension, LR Kredit, O.W. Bunker & Trading og Newco Aep.
Hans kone mener, at det holder ham adræt. Godt nok havde han ikke helt forestillet sig, at det ville byde på så mange arbejdstimer, som det har gjort.
Hvor meget arbejder du i dag?
»Jeg har nok en almindelig arbejdsuge. Hvis det stod til mig, så ville jeg arbejde 11 timer mandag, tirsdag og onsdag, og så holde fire dage fri, Men mine arbejdstimer ligger over alle ugens syv dage inklusive lørdag og søndag, så derfor går der uforholdsmæssigt meget tid med det, så er der også transporttid.«
»Der skal også være tid til at jeg kan passe mine børnebørn. Jeg har altid sagt til mine to døtre: »Nu ikke noget med at få børn, før farmand bliver pensionist, fordi som I kan se på jer selv, så findes, der ingen, der er bedre end mig til at opdrage børn.«
Jakob Brogaard har tre børnebørn i dag.
»Jeg tør ikke sige det højt, men der er flere møder på højt niveau i den finansielle sektor, der er flyttet lidt, fordi jeg har skullet passe mine børnebørn.«
Hvad vil du gerne have opnået, når du forlader stolen?
»Jeg har et ønske om at bidrage til, at afviklingen af Finansiel Stabilitet sker på en ordentlig og redelig måde. Det kan nemlig godt være, at raseriet fra skatteyderne mod banksektoren ebber en smule ud, når og hvis de oplever, at det her slet ikke har kostet dem penge. Man kan ikke afvise, at det lander sådan. Jeg vil ikke garantere det, men jeg vil heller ikke udelukke, at når det endelig regnestykke bliver gjort op, så vil det vise sig, at der ikke har været nogen udgifter.«
Du taler vel ud fra en formodning?
»Det kan kun være en fornemmelse på nuværende tidspunkt, fordi der ikke er nogen, der kan fortælle mig, hvor lang og dyb krisen bliver. Jeg ved ikke, om vi får ti nye pengeinstitutter ind i biksen i løbet af de næste seks måneder?«
Forventer du det?
»Jeg håber det ikke. Men hvis det hele rabler syd for Alperne, så ved jeg sgu’ ikke, hvad der sker.«
LÆS MERE I BUSINESS SØNDAG