Forhandlingerne mellem Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Finansforbundet om en ny overenskomst er torsdag brudt sammen.

Det oplyser både FA og Finansforbundet.

Ifølge Nicole Offendal, administrerende direktør i FA, skyldes sammenbruddet, at de to parter ikke kan blive enige om, hvad der er ansvarlige lønstigninger i den nuværende økonomiske situation.

»Økonomien er præget af enorm usikkerhed. Vi ved ikke, om der venter en økonomisk opbremsning rundt om hjørnet.«

»Bremser økonomien op, kan for høje lønstigninger udløse fyringsrunder i sektoren og forringe virksomhedernes konkurrenceevne,« siger hun.

Der forhandles ny overenskomst for 120 virksomheder og mere end 41.000 ansatte i blandt andet banker og realkreditinstitutioner.

De ansatte repræsenteres af Finansforbundet.

Kent Petersen, der er formand i Finansforbundet, fortæller, at forbundet har afgivet første konfliktvarsel. Det vil sige, at fagforbundet truer med at iværksætte en strejke eller en blokade.

Han tilføjer, at forbundet savner at se vilje til en løsning fra arbejdsgivernes side.

»Vi forhandler på et komplekst bagtæppe sammen med resten af det private arbejdsmarked, som vi er helt bevidste om,« lyder det fra Kent Petersen.

»Men vi er selvfølgelig også gået til forhandlingerne med en forventning om, at medarbejderne skulle kompenseres rimeligt for en tårnhøj inflation og i øvrigt fremragende resultater i sektoren.«

Parterne har stadig mulighed for at aftale nye forhandlingsmøder om en ny overenskomst, inden forhandlingerne overgår til Forligsinstitutionen. Det oplyser FA.

/ritzau/

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig eftermiddagens vigtigste nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag kl.16:30. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.