Finansminister kritiseres for indblanding SAS-forhandlinger

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd beskylder finansminister Thor Pedersen for utidig indblanding i de svære forhandlinger mellem SAS-ledelsen og de ansatte.

Læs mere
Fold sammen
Finansminister Thor Pedersen (V) beskyldes nu for upassende indblanding i SAS-ledelsens afgørende forhandlinger med de ansatte.

Det er finansministerens afvisning af særskilt at sikre danske arbejdspladser på bekostning af norske og svenske medarbejdere, der får Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, FTF, til at lange ud efter Thor Pedersen.

Finansministerens kommentar om, at nationalitet er underordnet i forhold til det overordnede mål om at sikre selskabets fremtid, er upassende og direkte skadeligt for et i forvejen svært overenskomstforløb, mener FTFs formand Bente Sorgenfrey

»I betragtning af den store danske ledighed er det en noget speciel udtalelse fra en finansminister. Og det er uhørt, at et fremtrædende regeringsmedlem på den måde blander sig i overenskomstforhandlingerne,« siger Bente Sorgenfrey.

På opfordring
Finansminister Thor Pedersens udmelding kommer, efter at dele af den politiske opposition samt en række fagforbund i SAS har opfordret regeringen til at reagere på Jørgen Lindegaards trusler om at erstatte danske SAS-ansatte med norske og svenske kollegaer.

Truslen har vakt skræk og rædsel hos særligt det danske kabinepersonale, der på tredje uge forhandler med SAS-ledelsen i Forligsinsitutionen uden resultat.

FTF-formanden påpeger, at kabinepersonalet i SAS har strakt sig længere end nogen anden faglig organisation ved at acceptere mellem 80 og 90 procent af SAS's krav om en lønnedgang på 20 procent kombineret med effektivitetsforbedringer på 30 procent.

»Men SAS er åbenbart ikke interesseret i at indgå en aftale med personalet. Og virksomheden har nu fået finansministerens opbakning til at køre den hårde linje helt ud,« siger Bente Sorgenfrey.

Den danske stat ejer 14,3 pct. af aktierne i SAS

S er forundret
Hos Socialdemokratiet stiller man sig undrende over for finansministernes indblanding, selv om partiets arbejdsmarkedsordfører Jan Petersen ej heller mener, at staten skal gribe aktivt ind i SAS-forhandlingerne trods rollen som storaktionær.

»Jeg ville være tilbageholdende med at sige noget bestemt om sagen i øjeblikket. men når det er sagt, så ønsker jeg ikke at tage en gratis omgang på den besværlige situation for SAS-medarbejderne ved at foreslå, at staten griber ind,« siger han.

Jan Petersen understreger, at han blot kan håbe på, at så mange danske arbejdspladser som muligt består efter de aktuelle overenskomstforhandlinger.