Finanshus: Dårligt uddannede skyld i kinesisk aktieoptur

De kinesiske aktiemarkeder er røget i skyerne siden november 2014, og det har fået en række investorerne til at trække sig fra markedet, som af mange menes at være overvurderet.

Foto: TYRONE SIU.
Læs mere
Fold sammen

Newton Investment Management konkluderer i en analyse, at årsagen formentlig er stadigt flere privatinvestorer - med stadigt mindre styr på regnskabstal - som gambler på selskabernes op- og nedture.

Indtoget af privatinvestorer er sket i takt med, at den kinesiske centralbank har lempet pengepolitikken, sådan som det også er sket i USA og Europa, hvilket har fået stadig flere til at flokkes om de kinesiske aktier.

I Kina er sammensætningen af investorer i forvejen speciel, fordi 80 pct. af den investerede aktiekapital udgøres af privatinvestorer, mens det normalt er omkring 20 pct.

Ifølge Newton Investment Management er det især de dårligt uddannede kinesere, som risikerer en ordentlig aktiesnitter, såfremt boblen - hvis der er tale om en boble - brister.

68 pct. af de nye privatinvestorer på det kinesiske marked har således et uddannelsesniveau, der svarer til 1.g eller lavere, mens 5,8 pct. slet ingen uddannelse har.

Det er et væsentligt lavere uddannelsesniveau, end der er blandt de kinesiske privatinvestorer, som har været med allerede inden højdespringet i blandt andet Shanghai Composite-indekset startede sidste efterår.

- Det afføder spørgsmålet, om de underuddannede privatinvestorer er i stand til at læse regnskaber, kigge på price/earnings-tal eller kurs/indre værdi, skriver Newton Investment Management, der er et datterselskab til storbanken BNY Mellon, i en kommentar.

Selskabet fremlægger imidlertid ingen dokumentation for, at uddannelsesniveau og aktieafkast skulle gå hånd i hånd, og der sidder formentlig også et medlem af Mensa eller to ude i verden, som fik hug efter såvel Dotcom-boblen som den seneste finanskrise.

Shanghai Composite er steget til indeks 4620 fra indeks 2500 i midten af november. Det faldt dog hele 6,5 pct. i det seneste handelsvindue.