Finansgeni scorer rekordbonus på 320 mio. kroner

Heldige spekulationer og tæft for at sælge på det rigtige tidspunkt har indbragt en ansat en bonus på mere end 320 mio. kr.

Læs mere
Fold sammen
LONDON: Det kræver penge at holde på de bedste finansgenier i Londons City. Rigtig mange penge. Det har den internationale investeringsbank Goldman Sachs måttet erkende, efter en af bankens unge stjerner står til at score en gigantisk bonus på mere end 320 mio. kroner for et års hårdt arbejde med at sælge og købe futures, optioner, dollar og japanske obligationer.

Efter normal praksis i City får bankernes bedste hoveder omkring ti procent af det overskud, de har skabt for banken i den årlige bonus. Mens de seneste år har været præget af magre bonusser, fyringer og nedskæringer i Londons finansdistrikt, er der nu tegn på, at bonusbeløbene igen er på vej op. Under de seneste bonusudbetalinger omkring juletid var der tale om en stigning på gennemsnitlig 30 procent i den sum, toppen af finansgenierne får udbetalt som belønning, hvis de har tjent tilstrækkeligt med penge ind til deres banker.

De allerbedste stjerner kan forhandle sig frem til mere end de ti procent af deres indtjening, der er normen. Men selv med det mest forsigtige skøn, antyder størrelsen af den rekordstore bonuscheck, at den halvt britiske, halvt arabiske finansmand Driss Ben-Brahim har tjent omkring tre mia. kroner ind for Goldman Sachs. Det er mere, end verdens største luftfartsselskab British Airways tjener ind på et år med at fragte millioner af passagerer verden rundt. Driss Ben-Brahims egen andel af kagen beløber sig til omkring 1.100 gange en gennemsnitlig britisk årslønning. Med den ekstra bonus har finansgeniet kæmpet sig op i den bedre halvdel af listen over rige briter og befinder sig nu i nærheden af den russiske mangemillionær og ejer af fodboldklubben Chelsea, Roman Abramovitj, og forfatter til Harry Potterbøgerne, J. K. Rowling.