Finanseksperter efterlyser sund fornuft hos banker

Flere danske banker kritiseres for ikke at tage hensyn til aktionærerne og et stigende omkostningspres, og eksperter mener, at bankverdenen for længst burde have fusioneret.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Selvom behovet for handling er tydeligt i de lokale banker i et finansmarked med udsigt til adskillige år med negativ rente, en tiårig rentepå 0 pct og øget pres på bankernes omkostninger, er der ikke udsigt til en strøm af bankbryllupper.

Ifølge investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, er bankernes indstilling til konsolidering ikke baseret på sund fornuft.

»Hvis vi ser tre-fem år frem, burde vi have halvdelen af de banker, vi har i dag. Men konsolideringen sker kun, hvis der ikke er andre udveje for bankerne. Den kommer ikke, fordi nogle pengeinstitutter kan se, at en sammenlægning tjener alle bedst,« siger Per Hansen til Jyllands-Posten Erhverv.

I sidste uge fik Spar Nords købstilbud afslag af Danske Andelskassers Bank (DAB). Ifølge Spar Nords topchef, Lasse Nyby, havde en fusion af de to banker givet rigtig god mening.

Seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, Lars Krull, påpeger, at bankdirektørerne bør sætte deres eget ego til side og gå sammen med dygtige konkurrenter, fremfor at bankfusioner først sker, når en »skrantende bank« går sammen med en »endnu mere nødlidende bank«, ifølge Jyllands-Posten Erhverv.

/ritzau/FINANS