Finansdirektøren der er en halv milliard kroner værd

Den 26. maj sætter Ruth Porat sig som den første kvinde på posten som Googles koncernfinans-direktør.

58-årige Ruth Porat er fra 26. maj ny koncernfinansdirektør i Google til en skyhøj betaling. Foto: Chip Somodevilla/AFP Fold sammen
Læs mere

Det kan betale sig at skifte fra Wall Street til Silicon Valley. I hvert fald hvis man er interesseret i at kunne hæve en astronomisk stor check. Og det har Ruth Porat tilsyneladende været.

I sidste uge kom det nemlig frem, at hun skifter stillingen som koncernfinansdirektør i investeringsbanken Morgan Stanley ud med en tilsvarende hos internet-giganten Google.

Her kan hun se frem til en årsløn på 650.000 dollar og en ansættelsesbonus på fem millioner dollar samt 25 millioner dollar i et aktierelateret program. Desuden vil hun få aktier for 40 millioner dollar i løbet af 2016 med udbetaling i 2019. Det svarer til svimlende 486 millioner kroner. Hos Morgan Stanley tjente hun i 2013 lidt over ti millioner dollar.

Hun bliver den første kvindelige finansdirektør i Google og ansættes, efter at flere giganter med base i Silicon Valley har været under anklage for at ansætte for få kvinder, da det kom frem, at bare ca. 15-20 pct. af de ansatte i de teknologiske virksomheder er kvinder.

Nogle af teknologivirksomhederne er tilmed blevet anmeldt for sexchikane af tidligere ansatte.

Skiftet er også et led i udviklingen og den stigende konkurrence mellem Wall Street og Silicon Valley, hvor sidstnævnte kan lokke med flere penge, fordi de ofte ikke er lige så bundet af blandt andet reguleringer, som bankerne på Wall Street er. Derfor er Wall Street ikke så attraktiv som tidligere.

Karrieren kontra familien

Ruth Porat er født i England, men flyttede tidligt til Californien, fordi faderen fik job i solskinsstaten, så det er her, hun efter eget udsagn har sine rødder.

Ruth Porat er kendt som en meget arbejdsom kvinde, og som så mange andre kvindelige topledere er hun ofte blevet spurgt ind til balancen mellem familie og karriere. Her svarer hun, at det i højere grad handler om at finde det rette miks frem for den rette balance. Hun påpeger desuden, at hendes børn er vokset op med Morgan Stanley, eftersom hun har været der det meste af sit arbejdsliv, og at de er meget stolte af hendes karriere.

Om sin ansættelse udtalte Ruth Porat, at hun glæder sig til at vende tilbage til sine californiske rødder og begynde hos Google.

»Jeg kan ikke vente med at få smøget ærmerne op og begynde,« sagde Ruth Porat.

Når Ruth Porat begynder hos Google, tager hun over efter Patrick Pichette, der har siddet på posten i næsten syv år.

Han annoncerede sin afgang på bedste Google-manér ved at offentliggøre et Google+-dokument.

Se dokumentet her

Her kunne man læse, at han vil hellige sig familielivet og se verden med en rygsæk på ryggen, efter at hans kone spurgte, hvornår tiden egentlig ville være til at stoppe. Han slutter sit dokument med at skrive, at han vil hjælpe sin afløser med en god overgang og et »carpe diem« – grib dagen.

CITAT: »Min far var et fantastisk forbillede, fordi han var blind på køn. Han behandlede ikke min bror anderledes, end han behandlede mig.«