FIFA kæmper med at finde sponsorer til VM i Rusland efter skandalesager

Med bare et år til VM i Rusland har FIFA kun 10 sponsorer på plads. Til det seneste VM i 2014 landede organisationen ellers 20 støtter.

EPA/ENNIO LEANZA Fold sammen
Læs mere
Foto: ENNIO LEANZA

De har travlt i FIFA, hvis de skal nå op på samme antal store sponsorer, som de havde til VM i Brasilien.

20 store sponsorer havde FIFA i 2015, mens der lidt over et et år inden næste slutrunde sparkes i gang bare er 10 sponsorer på plads. Det skyldes blandt andet at virksomhederne er bekymrede for deres ry, skriver Financial Times.

FIFA's eget ry er gennem de seneste år blevet sværtet til som følge af mistanker og undersøgelser fra amerikanske og schweiziske myndigheder. Der er blandt andet tale om bestikkelse og korruption, hvor nu tidligere præsident Sepp Blatter er under anklage. Det mener Michael Payne, der er tidligere marketingschef for Den Internationale Olympiske Kommitté, har stækket FIFA's ry.

»Der er ingen tvivl om, at den senere æra med Sepp Blatter i spidsen har været som gift for FIFA's brand,« siger han.

Sponsorater og TV-selskaber betaler omtrent to milliarder dollar, som dækker en del af omkostningerne ved at stå for en stor begivenhed som verdensmesterskaberne i fodbold. Det er hovedsageligt nationale firmaer, som har været langsomme til at spytte penge i projektet. Kun russiske Alfa-Bank har hostet op.

Andrei Malgin, der er professor ved Russian Olympic University, siger, at det især er to år russisk recession, som får firmaerne til at holde sig væk fra fodboldbanerne.

»De er helt grundlæggende bange for, at de penge, de betaler, ikke giver nogen markedsfordel i det senere forløb,« siger han.

Også statsejede virksomheder har været svære at få i engageret for FIFA og værtslandet. Kun Gazprom har postet penge i fodboldturneringen, mens virksomheder, der støttede vinter-OL også glimter ved deres fravær.

Og konsortiet mellem russiskejede TV-kanaler har ikke været i stand til at blive enige om en pris for at købe rettighederne til at vise fodbolden.

»I Sochi (Vinter-OL's afholdelse, Red.) gik det sådan her: »Ordren er modtaget, så kører vi.« Men TV-kanalerne har ikke modtaget ordrerne,« siger professor Andrei Malgin om grunden til, at rettighederne endnu ikke er på plads.

Størstedelen af FIFA's omsætning kommer fra salg af TV-rettigheder til fodboldkampe. Specielt VM trækker tallene op. Indtil videre har de budgetteret med en omsætning på omkring 5,65 milliarder dollar i de fire år op til og med VM i Rusland i 2018. Hvis det realiseres, betyder det en stigning på fem procent i forhold til sidste slutrunde.