Feteret modedronning med international succes

Mode. Malene Birger har på under fem år skabt en af Danmarks mest feterede designvirksomheder. Ud over at være kronprinsesse Marys favoritdesigner kan hun prale af, at firmaet er en af Danmarks mest rentable modeforretninger med et voksende marked uden for landets grænser.

Efter flere succesfulde år som en af de absolutte drivkræfter bag designfirmaet Day Birger et Mikkelsen, stod Malene Birger pludselig uden job i 2002.

Kontrakten med firmaet, som hun selv havde været med til at etablere, var ganske enkelt blevet revet midt over på grund af økonomiske uoverensstemmelser.

At miste firmaet var som at miste en baby for Malene Birger, der altid havde haft flair for design på grund af en pyntesyg mor og mormor.

Der gik imidlertid ikke mange måneder, før den danske tøjgigant IC Companys meldte sig klar med et tilbud om at stille kapital til rådighed for Malene Birger til at bygge endnu et designfirma op fra bunden.

Tilbuddet var utrolig fristende. Men for designeren var det umådelig vigtigt, at selv om IC Companys stod klar med pengekassen, skulle hun på ingen måde være bundet af salgs- og marketinghensyn, men have kreativ frihed til at selv at føre nålen i firmaets design.

Alligevel lægger den anerkendte designer i dag ikke skjul på, at tilbuddet fra modegiganten var et stort skulderklap i ellers vanskelig tid.

Dejligt med tillid»Det var da utrolig dejligt, at de viste så stor tillid til mig og mine evner dengang og kunne se potentialet i mine design. Jeg var lidt i et tomrum, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg ville. Men tilbuddet fra IC Companys gav mig en mulighed for at starte på en frisk,« siger Malene Birger, der ejer 49 procent af firmaet By Malene Birger A/S, mens IC Company råder over de resterende aktier.

Et ejerforhold som Malene Birger ikke har nogen ønsker om at ændre på. I modsætning til andre iværksættere er hun nemlig ikke drevet af et tilbagevendende ønske om at blive sin egen herre og have fuld kontrol over egen virksomhed.

Konstellationen har imidlertid også fungeret upåklageligt indtil videre. Efter kun fem år står Malene Birgers designvirksomhed i dag ikke kun for respekterede design, men også med en bund solid økonom, der viste et positivt resultat på 15,3 mio. kr. i seneste regnskab.

Henter profit i udlandetEn stor del af de sorte tal er skabt på baggrund af firmaets udenlandske markeder. 63 procent af Malene Birgers kollektioner bliver nemlig solgt uden for Skandinavien i andre europæiske lande og under mere eksotiske himmelstrøg i Asien og Mellemøsten.

Designvirksomhedens vækst uden for landets grænser er i høj grad båret af Malene Birgers egen stræben efter ikke kun at være et velanset brand i den relativt lille danske modeverden, men i endnu højere grad at blive et respekteret navn på de internationale catwalk.

Jagten på nye eksportmarkeder og vækst betyder imidlertid, at det tager længere tid for Malene Birger at kunne alle medarbejdernes navne udenad og heller ikke længere kan have fingrene med i alt, hvad der foregår i firmaet. Hvilket hun til tider godt kan ærgre sig lidt over.

En krævende chef»Jeg vil gerne huske at spørge til ansatte, der har været syge. Og jeg vil gerne have hånden helt ned i samtlige gryder. Men det kan bare ikke lade sig gøre mere. Jeg har godt kunnet mærke, at jeg var nødt til at passe på, hvis ikke det her skulle vokse mig over hovedet,« siger Malene Birger, der beskriver sig selv som en meget krævende og til tider lidt utålmodig chef.

For når folk tager hendes kreationer på, skal de kunne mærke hendes ånde i nakken. Og det kræver, at hun selv kan stå 100 procent inde for det færdige produkt.

Derfor var det også en stor lettelse for den hårdtarbejdende designer, da hun 1. november ansatte direktør Lars Søndergaard, som kunne aflaste hende for nogle af de mere administrative opgaver. På den måde kan hun stille skarpt på den stilskabende og kreative proces, der altid har været hendes store styrke.

Brug for stabilitetBortset fra det nye ansigt i direktørstolen har ledelsesgruppen bag Malene Birger været den samme gennem en årrække.

Og det er ingen tilfældighed, for designeren er ikke bleg for at indrømme, at det er vigtigt for hende at have noget stabilitet i sin travle tilværelse.

Med de mange rejser, få ferier og det store fokus på hendes person er hun nødt til at have et sted at søge tryghed. Og den finder hun bedst blandt de faste folk, der har støttet hende gennem en lang række år.

»Folk har store forventninger til mig, og det kan nogle gange være et stort pres hele tiden at skulle leve op til det. Især fordi firmaet jo hele tiden vokser. Men jeg har altid ment, at det nok skulle gå, så længe jeg fulgte mit hjerte og koncentrerede mig om det, jeg var god til,« understreger Malene Birger.Klik her for at deltage i afstemningen om årets dygtigste iværksætter

Klik her for at læse portræt af Malene Birger

Klik her for at læse portræt af Claus Tingstrøm

Klik her for at læse portræt af Kaare Danielsen

Klik her for at læse portræt af Ole Christian Andersen

Klik her for at læse portræt af Søren Alminde

Klik her for at læse portræt af Christian Levin

Klik her for at læse portræt af Jesper L. Nielsen

Klik her for at læse portræt af Jacob Wolff-Petersen

Klik her for at læse portræt af Frank Rasmussen

Klik her for at læse portræt af Susanne Rützou