Ferrari øger overskud med flere solgte biler

Den italienske bilproducent Ferrari, som for bare en uge siden blev børsnoteret i USA, har haft pæn fremgang i salget i tredje kvartal, hvilket også har løftet overskuddet markant.

Foto: IVAN ALVARADO. Ferrari.
Læs mere
Fold sammen

Ferrari skibede 1949 biler af sted i tredje kvartal. Det var knap 350 flere end i samme periode året før, og det betød en fremgang i omsætningen på 9 pct. til 723 mio. euro. Fraregner man valutaeffekter, var der dog blot tale om en vækst på 3 pct.

De flere solgte biler gav et løft i driftsoverskuddet EBIT, som steg til 141 mio. euro fra samme periode året før.

For hele 2015 regner selskabet med et salg på 2,8 mia. euro, mens driftsoverskuddet før af- og nedskrivninger ses lande på 725-745 mio. dollar.

Efter årets første ni måneder har det amerikanske selskab haft en omsætning på 2,1 mia. kr. og et EBITDA-overskud på 562 mio. euro.

Investorernes reaktion på Ferraris regnskab er til den positive side. Ferrari-aktien stiger 1,1 pct. til 54,45 dollar i det amerikanske formarked og har dermed udsigt til en grøn dag.

Aktien blev onsdag i sidste uge introduceret til kurs 52, og hvis aktien onsdag stiger det, som handlen i formarkedet indikerer, har investorerne ind til videre fået forrentet deres investering med 4,7 pct.

Ferrari blev børsnoteret, da selskabets ejer, Fiat Chrysler, satte 10 pct. af aktierne til salg med henblik på at sælge den resterende del næste år.