Fem firmaer tjener halvdelen af pengene i dansk erhvervsliv

En god håndfuld virksomheder rager op som skyskrabere i det danske erhvervslandskab. I Berlingske Business Magasins årlige liste over landets 1.000 største virksomheder tegner fem sig for mere end halvdelen af det samlede overskud.

Foto: Christian Liliendahl.
Læs mere
Fold sammen

At dansk erhvervsliv overvejende består af små og mellemstore virksomheder, får man et ganske godt indtryk af, når man nærstuderer Berlingske Business Magasins Guld 1000-liste over landets tusind største virksomheder.

I det seneste regnskabsår voksede de tusind største danske selskabers samlede omsætning med beskedne to pct. til 2.871 milliarder kr. Men fem af dem -  A. P. Møller - Mærsk, Novo Nordisk, Arla, ISS og DONG Energy - solgte tilsammen for 581 milliarder kr. - eller hvad der svarer til hver femte omsætningskrone af de tusind størstes samlede salg.

Forskellen på stor og små bliver endnu større, når man ser på virksomhedernes indtjening.

De fem danske mastodonter - A. P. Møller - Mærsk, Novo Nordisk, Lego, Carlsberg og TDC - tjente i det seneste regnskabsår tilsammen 70,7 milliarder kr., når skatten var betalt. Og det betyder, at de står for 54 pct. af de 1.000 største virksomheders samlede nettoindtjening.

Hvis man går over i finanssektoren, er situationen endnu mere grotesk. De 40 største danske banker tjente sidste år tilsammen 13.989 mio. kr. Men fire banker – Danske Bank, Nordea Danmark, Jyske bank og Sydbank – tjente 13.688 mio. kr. Deres samlede nettoresultat er altså på størrelse med hele sektorens samlede indtjening.

Tilbage til opgørelsen over landets tusind største virksomheder - uden for finanssektoren - så viser den nye Guld 1000-liste, at to tredjedele af virksomhederne har haft vækst i omsætningen i det forgangne regnskabsår, mens en tredjedel altså har oplevet en nedgang i salget.

82 pct. af de tusind har haft overskud, men 18 pct. har altså haft røde tal på bundlinjen.

Guldmagerne

50 danske virksomheder ud af landets 1.000 største kan kalde sig »Guldmagerne« i dansk erhvervsliv. De skiller sig ud med vækstrater og resultater, der er ud over det sædvanlige.

For at komme på Berlingske Business Magasins guldmager-listen skal virksomhederne opfylde en række krav til omsætningsvækst og resultatfremgang. De skal i gennemsnit have en afkastgrad på syv procent – både i det seneste år og i gennemsnit over tre år, som er gennemsnittet for de 1.000 selskaber.

I toppen finder vi firmaet Unity, som er en serviceplatform for computerspiludviklere, og det blev stiftet i en kælder på Nørrebro i 2004. Hvis man kigger på de nøgne tal, ser man, hvorfor selskabet er årets Guldmager. Omsætningen på 444 millioner kroner voksede med 37 procent sidste år, og den gennemsnitlige årlige vækst over tre år er på 43 procent.

Se grafikken i stor størrelse på din computer

 

Når vi kigger ned over listen med Guldmagere i dansk erhvervsliv, er det vanskeligt at pege på en entydig retning for succesrige danske selskaber. Men den omfatter også veletablerede virksomheder som Novo Nordisk, Pandora og Lego.

Det mest slående er imidlertid to branchetyper.  Først og fremmest har virksomheder, som satser på eksklusive fødevarer fået et gennembrud.

Aarstiderne, der sælger økologiske madkasser, som leveres direkte på privatadressen, kommer ind på sjettepladsen, men også bagerikæden Lagkagehuset viser solid fremgang, ligesom gourmetkæden Løgismose og det økologiske mejeri Thiese.

En anden gruppe virksomheder er entreprenørselskaber i mellemklassen. Her stormer fem selskaber ind på Guldmagerlisten med C.C. Contractor i front.