Styrelsen for Samfundssikkerhed har kendskab til i alt fem danske virksomheder, der mandag har været ramt af cyberangreb rettet mod deres køle- og frysesystemer.

Det oplyser Morten Bro, der er kontorchef i styrelsen, til TV 2 mandag aften.

- Det har lykkes virksomhederne ganske hurtigt at komme af med hackerne, så vi har ikke set de store nedbrud, siger han til mediet.

Tidligere på dagen oplyste Jeppe Engell, der er chefkonsulent og cybersikkerhedsekspert i Dansk Industri, til Ritzau, at tre danske virksomheder var blevet udsat for cyberangreb.

Udmeldingen kom, efter at det mandag stod klart, at en unavngiven dansk fødevareproducent var blevet udsat for forsøg på cyberangreb natten til mandag.

Ifølge Dansk Industri var de to øvrige tilfælde blevet registreret hos en cateringvirksomhed og en biotekvirksomhed.

TV 2 skriver ikke, hvilke nye selskaber, der meldes at være blevet udsat for cyberangreb.

Dansk Industri blev orienteret om de to tilfælde af myndighederne, men havde ikke yderligere oplysninger om angrebene.

Det stod derfor ikke klart, om angrebene var blevet afværget, eller om de havde fået konsekvenser for virksomhederne.

Udviklingen fik Dansk Industri til at udsende en advarsel til organisationens medlemsvirksomheder, der blandt andet arbejder med bioteknologi og beslægtede sektorer.

- Vi har bedt virksomheder, der bruger køle- og fryseteknologi i deres produktioner og til opbevaring af varer, om at være særligt opmærksomme på situationen, sagde Jeppe Engell.

Det skete, efter at en række dagligvarebutikker rundt omkring i Europa var blevet angrebet mandag.

De udenlandske supermarkeder har blandt andet berettet om, at temperaturen var blevet indstillet til 50 grader i fryse- og kølesystemer.

Tidligere på dagen lød vurderingen fra Dansk Industri, at flere danske virksomheder kunne være blevet ramt af samme angreb.

Styrelsen for Samfundssikkerhed oplyste videre i en pressemeddelelse, at myndighederne var i færd med at afdække, om danske supermarkeder var blevet påvirket.

Coop og Salling Group har begge afvist over for Ritzau, at de er blevet forsøgt angrebet.

Mandagens angreb har blandt andet ramt fødevarebutikker i Sverige, Irland, Belgien, Estland og Luxembourg.

RITZAU