WASHINGTON: Uanset om man kan lide dem eller ej, så er Tea Party-bevægelsen måske den politiske gruppe, der oftest sætter dagsordenen i USA og er måske den væsentligste politiske bevægelse, USA har haft i mange år. Og den uge, vi er gået ind i, bliver på mange måder mere end spændende for politisk interesserede at følge tæt. USAs konservative holder nemlig torsdag og fredag deres årsmøde uden for Washington D. C. På dette møde vil man ud fra diskussionerne se, hvilken kurs Republikanerne sætter forud for de kommende afgørende valg i USA – midtvejsvalget til Kongressen i november og præsidentvalget i november 2016.

For det er Republikanerne, Tea Party-bevægelsen mest identificerer sig med, og det er dette parti, der har kandidater, der stiller op som en del af bevægelsen, selv om rigtig mange republikanere er ved at være godt trætte af dem.

For Tea Party-folkene identificerer sig ikke nødvendigvis med Republikanerne, selv om de fleste gør det.

Tea Party-bevægelsens politikere stiller op over for de mere traditionelle republikanere i mange delstater, hvilket sætter de sidstnævnte i et meget svært dilemma.

For Tea Party-bevægelsen har nogle helt andre dagsordener og er klar til at gå til yderligheder for at fremme deres politiske meninger. Til stor irritation for flere af de såkaldte moderate republikanere som New Jerseys guvernør, Chris Christie, der stadig overvejer at stille op som partiets præsidentkandidat i 2016, men presses af Tea Party-bevægelsen – og også af andre på Republikanernes mere traditionelle fløj.

Mange iagttagere er enige om, at Tea Party-bevægelsen er en af de mest spændende bevægelser, USA har set de seneste årtier. Det har flyttet meninger, holdninger og diskussioner i de fem år, bevægelsen har eksisteret. Langtfra i den retning, Tea Party-bevægelsen har ønsket det. Men alene diskussionerne har sat gang i en debat, der ellers ikke ville blive ført på samme måde i USA.

Der er uenighed om, hvor længe Tea Party-bevægelsen har været på banen, men i sidste uge holdt den sin officielle fem års fødselsdag. Den 19. februar 2009 opfordrede den amerikanske nyhedsredaktør ved TV-stationen CNBC, Rick Santelli, under en udsendelse sendt fra Chicagos handelsbørs, de tilstedeværende til at smide værdipapirer i Chicago-floden i protest mod, at den amerikanske præsident, Barack Obama, dagen inden havde præsenteret en storstilet plan om at hjælpe de tusinder af husejere, der var kommet i klemme med dårlige lån. Nyhedsredaktøren skældte i udsendelsen ud på regeringens planer om at »redde taberes lån« og opfordrede til en protest, som lignede Boston Tea Party-bevægelsens protest mod briternes skat på te i 1773. Meningen var klar. Skatteydernes penge skulle ikke bruges til at købe husejere fri.

Og de fem år er ikke gået stille af. Bevægelsen har ført populistiske værdikampe om abort, religion og våben, men har også sat en debat i gang om økonomien, som er Tea Party-bevægelsens måske største mærkesag – at få statens udgifter bragt ned. Derudover kæmper man for lavere skat, en mindre regering samt at mindske statens indflydelse på den enkelte borger. Kort sagt at lægge sig så tæt på hele meningen med USA som tænkt af nationens fædre – frihed til leve uden en »big brother« til at våge over ens liv.

Det har skabt en debat, der rækker langt ud over republikanernes rækker. Flere kommentatorer mener, at uden Tea Party-bevægelsen var der ikke kommet gang i en række væsentlige diskussioner. Og selv om de fleste amerikanere især på østkysten og i de store byer langs med Californiens vestkyst ryster på hovedet ad de værste af populisterne som Sarah Palin og Michele Bachmann, har flere af bevægelsens mere tænksomme politikere et godt tag på debatten i Washington.

Politikere som Rand Paul, Ted Cruz og Marco Rubio, som ikke alle identificerer sig med Tea Party-bevægelsen, er alligevel en del af debatten om mindre stat. Og de er de politikere, der sætter dagsordenen i Kongressen over for deres politiske kolleger. Det er en lang række af disse personer, der stod bag regeringslukningen i oktober sidste år. De er godt begavede og forstår at nå et helt andet publikum end en populist som Sarah Palin.

Derfor er det også værd at følge den konservative debat torsdag og fredag, fordi der vil være tegn på hvilken type opgør, der er i gang hos Republikanerne, og hvor partiets linje kommer til at ligge.

Valget er lige om hjørnet, og de moderate kandidater som Christie vil blive udfordret på deres midtsøgende linje. Mange vil følge hovedtalerne, som ud over Christie tæller både Rand Paul, Ted Cruz og Marco Rubio og såmænd også Sarah Palin. For det er også vigtigt, hvem der taler. Foreløbig ser listen blandet ud, men også med mange af Tea Party-bevægelsens folk. Og mødet kan afgøre en del af midtvejsvalget om få måneder for det republikanske parti.