AL Sydbank, der er et resultat af Sydbank, Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank, opnåede et overskud efter skat på 1,9 milliarder kroner i sit første årsregnskab.

Det er noget under de sammenlignelige tal fra 2024, og forklaringen er blandt andet, at der i regnskabet er anført engangsomkostninger på 1,1 milliard kroner i forbindelse med fusionen.

De relaterer sig hovedsageligt til den betaling, som fusionsbanken har måttet betale for, at Arbejdernes Landsbank og Vestjysk Bank har kunnet komme ud af aftalen med datacentralen BEC.

Bankens basisindtjening lød på 7,2 milliarder kroner, hvilket er på niveau med året forinden, men omkostningerne steg en smule til 3,7 milliarder.

Til gengæld udgjorde nedskrivninger på udlån kun 297 millioner kroner mod 595 millioner kroner i sammenligningsperioden.

AL Sydbank har efter fusionen sammenlagt én million privatkunder, 100.000 erhvervskunder og 20.000 foreningskunder.

Målt på bankudlånet - der udgjorde 140 milliarder sidste år - er banken den femtestørste herhjemme. Indlånet udgør 209 milliarder kroner.

- Jeg ser frem til at bygge videre på fremtidens bank og realisere de synergier, der opstår, når vi forener vores styrker.

- Det giver os mulighed for at skabe endnu mere værdi for kunderne, styrke vores position på markedet og sikre en sund og langsigtet udvikling, siger administrerende direktør Mark Luscombe i en kommentar til regnskabet.

AL Sydbank forventer i 2026 at realisere et overskud på mellem 3,5 og 4 milliarder kroner.

Allerede nu kan aktionærerne dog glæde sig over, at banken udlodder 25 kroner per aktie og igangsætter et aktietilbagekøbsprogram på 1,1 milliard kroner.

Aktietilbagekøb fungerer ved, at banken køber sine aktier på børsen tilbage og derefter annullerer dem.

På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd, fordi kagen bliver mindre.

/ritzau/